Her i "Arkiv" ligger en række debatindlæg af forskellig art, fra omkring årtusindskiftet til 2007.
En række indlæg man stadig kan blive klog af at læse.

Detbatten er ikke standset. Indlæggene vil bare være at finde under "Aktuelt".
Så har du noget at sige om børnemusikkens situation i dag og fremover, stort eller småt, så send det til nedstående mailadresse.

Til kamp for børnemusikken

Vi vil stadig gerne have debatten om dansk børnemusik i gang.
Her kan du give din mening til kende om dansk børnemusiks  og dansk børnekulturs situation i det hele taget.
F.eks. er den politiske situation nok en messe værd.

Hvis jeg var diktator - Verden ifølge Bo Schiøler
Børnene og kunsten taber. (Eigil Bank Olesen)
DR - Det uoplysende enevælde (Jan Irhøj)
Svar fra kulturministeren på ovennævnte indlæg
Svar fra statsministeriet på ovennævnte indlæg
Svar fra Chr. S. Nissen DR
Gerdaprisen til Bo Schiøler (Eigil Bank Olesen)
DR børnemusik............ eller er det? (Jan Irhøj)
Kenneth Thordal med i debatten om DR på sin hjemmeside
Pristale til Djbfa's æresprismodtager 2003: Grethe Agatz (Arne Würgler)
Vi er en del af en kæde (Interview med Bo Schiøler)
Sproget spræller, sprudler og svinger (Erik Lyhne, Michael Madsen)
Mellem oplevelse og læring (Erik Lyhne, Michael Madsen)
Hvem bestemmer hvad musik vi kan købe? (Anders Bøgelund)
En julehilsen til kulturministeren fra alle os - og et svar
Komercielle radioer og børnemusikken (Poul Foged)
Op til overfladen (Jan Irhøj & Anders Bøgelund)
Brev til Brian Mikkelsen (Jan Irhøj)
Svar fra kulturministeren (Brian Mikkelsen)
Til kulturministeren (2. brev fra Jan Irhøj)
Den sorte klap (Jan Irhøj)

DR - Det uoplysende enevælde.
af Jan Irhøj

Hvornår - og hvad har DR’s bestyrelse og folketingets kultur og erhvervspolitikere tænkt sig at gøre ved dette groteske faktum på børnekultursiden:

DR TV B&U udøver - i tæt samarbejde med DR Multimedia - DR forlag og DR radiodelen monopolisme af værste art. 

Hvordan?
DR har indenfor børnekulturen år for år fungeret mere og mere som en monstrøs sammenblanding af selvproducerende, sælgende, selvpromoverende virksomheder med uindskrænkede midler og magtmuligheder.

Eksempel:
Programmer og begivenheder med egne udgivelser sælges som videoer, CD’er, dimser og dingenoter.

Åh Abe koncerter opreklameres som ganske almindelige kommercielle begivenheder, i primetime DR tid.

Og jo: det er ganske almindelige kommercielle begivenheder. Med den forskel, at der på disse koncerter stort set kun optræder DR “relevante” acts - MGP udklip, Sigurd, TV børneprogramværter m.v. Alle varer der faldbydes ved koncerterne er DR produkter. Udviklet for licensmidler. På stedet produceres løbende nye programmer - om DR’s egne aktører - som nu er til koncert. Det er dejligt at være selvkørende.

Men ikke at være så selvfed.

Nyt eksempel: Når man - hvis man - udsender en børnemusikCD, kan man “vælge” at reklamere i TV. Altså TV 2 og 3. Og altså mod at betale 3 - 400.000 kr.

Når DR reklamerer for egne udgivelser i TV - kalder de det “Skiltning”. Det vil direkte oversat sige, at man viser en musikvideo - og det gør man tit - fra f.eks. Åh abe CD’en. Herefter skriver man at sangen stammer fra CD’en - af samme navn. Det er sørme ikke en reklame. Det er skiltning.

Tak herre - for det mangfoldige sprog.

For DR må jo ikke reklamere.

- Især ikke når det er for andres udgivelser.
Og er der noget man i DR tager rigtig alvorligt - så er det dette sidste: Man skal for alt i verden ikke omtale, spille eller på nogen anden måde reklamere for andre børneudgivelser - end DR’s egne.

Der er masser af flere eksempler. F.eks. Hanne og Lotte, Glypperne, Kaj og Andrea, Bamse og kylling. Dejlige programmer - som så bliver til varer - som så sælges på “almindelige” markedsbetingelser - i retfærdig konkurrence med “de andre”.

Os herude.

I DR regi betyder almindelige markedsbetingelser altså: Ubegræset reklametid i statsmonopolet uge efter uge, fuld financiering, ingen risiko, ingen konkurrence. Andre produktioner - udefra - kommer aldrig på og bliver aldrig omtalt.

Problematikken bliver endnu mere speget: Alt hvad der har været af afspilningsmulighed for børnemusik i DR radio er lukket og slukket.

 Eller er blokeret af udsendelser (f.eks.  “10 i 7 Ruben”) hvor der så konsekvent spilles DR udgivelser hvis der skulle være et minut til overs oven på de mange ord.

I P3 er der - med den tidligere musikchef Eik Frederiksens ord - ikke plads til musik som traditionelt retter sig mod de yngre børn.

Og de vil - stadig med den forhenværendes ord - jo også hellere høre voksenacts som Britney Spears m.fl. “Så det er det vi spiller”.

Vi lader det stå et øjeblik - og forsøger samtidig at erindre, hvordan det nu også var at DR’s funktion som oplysende kulturelt organ var tænkt. At der så sagtens kan høres numre fra DR’s eget MGP projekt på P3, føjer blot endnu et eksempel til rækken af sager med DR’s nye og egen fortolkning af ordene markedsbetingelser, logik og naturlov.

DR og dermed også befolkningen har problemer: Når en stats og licens financieret organisation som DR bliver så selvkørende, at den helt omslutter sig selv og gror indad - og i denne proces udelukker de udgivelser og produkter som engang kom fra det oprindelige produktionsmiljø “ude i samfundet” - det såkaldt markedsbaserede, så er det slået klik og er gået helt og aldeles galt, både for kulturvirksomheden og købmandsforretningen.

DR driver i øjeblikket det hele, har fuld økonomisk opbakning, en pipeline til den store licenstank, øjensynligt ingen kontrol og alle de PR og reklame muligheder man overhovedet kan drømme om.

Uoplysende enevælde.

Mediepræsident Berlusconi vil elske DR og på stedet erklære sin fulde forståelse for konstruktionen. Måske med et favorabelt tilbud, som ingen senere får en chance for at sige nej til? Tja - forarbejdet er gjort.

Resultatet af denne magtforvridning på det danske børnekulturområde er i mellemtiden, at alle udgivelser udenfor DR’s regi dør i forsøgene på at komme op til overfladen. Der er ingen præsentationsmuligheder i de organer som skulle være med til at befordre dansk kultur - på alle niveauer.

  Og altså også for børnene.

  Denne bevidste kvælning er pt. stats og licensfinancieret.

Hvorlænge? Hvorfor? Hvem gør noget? Hvornår? Hvad siger DR’s bestyrelse? Hvad siger en Kulturminister? En Statsminister? Hvad siger EU til sådanne “konkurrencebetingelser”?

Jeg siger .....øhhh  - spøjst. Og er ellers mundlam.

Fyord rækker ikke.

Jeg håber dog at en enkelt journalist eller politiker med håndværket i erindring i det mindste vil reflektere over denne moderne version af Orwells 1984 og derefter spørge sig selv, hvornår denne demokratiske og retfærdige mediemaskine overtager andre markeder på lignende vilkår.

For ikke engang fantasien sætter grænser for DR.

Hilsen 
Jan Irhøj
Musiker og komponist
Kildegårdsvej 2
4690 Haslev

Evt.  kontakt telefonisk: 56381986 - pr. mail: jan@irhojstudio.dk

Da vi skulle fejre vores 25´ års jubilæum i Falkonercenteret fandt vi på at uddelte en ærespris. Den gik til den gamle frontkæmper Erik Moseholm, uden hvem DJBFA aldrig havde set dagens lys.

At uddele en ærespris - og på den måde føre ringen tilbage. Fortælle den lykkelige historie om at skabe rum og glæde og udfolde sig som hele mennesker med krop, stemme og rytme, ja, det er noget DJBFA´s bestyrelse har besluttet at gøre hver femte år, når vi vil fejrer os selv. For vi er den del af en bevægelse, som ikke bare begyndte i tresserne, nej længe før. I tyverne og i tredverne dukkede jazzen op og der var bankende hjerter, kulturradikalisme, dansende kroppe og klare hjerner i kamp mod dødbiderne og fascismen.

Derfor skal æresprisen også denne gang gå til et en herlig frontkæmper, et karismatisk menneske, vi alle står i stor gæld til. Og hvem er så det!

Igennem adskillige år har fremmødet til KODAs generalforsamling været ret begrænset. Men én var der hvert eneste år. En ældre dame iført hat og spadseredragt i stærke farver. Ivrigt lyttende og altid bagefter kommunikerende med en klar dagsorden med direkte udgangspunkt i hendes eget liv.

Hvem var hun mon? Det fandt jeg snart ud af: 
Grethe Agatz.

Født i 1913. Modtog tidligt klaverundervisning hos en vis Poul Schlüter på Østerbro. I 30érne professionel pianist og musiklærer og vild og gal med Duke Ellington, Fats Waller og Louis Amstrong. Men det stoppede ikke dér. Var også med da Dizzy Gillespie og hans bigband gæstede København i 1947. Evigt umættelig nysgerrig efter jazzmusikkens nye strømningen og kunstnere. Men snart blev Grethes entusiasme og primære energi koncentreret om musikpædagogik og de muligheder, børn og unge mennesker har for at udtrykke sig i musik: Citat:  
”Rytmesansen er en fællesmenneskelig urkraft. Barnet bevæger sig i elastiske kropsbevægelser fra det ligger i vuggen. Det sparker og strækker sig og stemmen bruges mere eller mindre højlydt i ubestemte toneomfang, en herlig stemmegymnastik”.  
Grethe kom hurtigt med i flokken af glade mennesker som Bernard Christensen, Sven Møller Christensen og Astrid Gøssel. Personer, uden hvem Danmark ville være overladt til strækmarch og galninge, der lærte de små uskyldige børn at synge ”Pas på lille hånd, hvad du gør, pas på lille hånd hvad du gør, Gud fader i det høje, han ser det så nøje, pas på lille hånd, hvad du gør.

Grethe har skrevet et utalt af sange, som vi alle kan med det samme, uden at huske, hvor eller hvornår vi lærte dem. Man synger bare med af sig selv. Og det er det, man skal gøre. For Grethe handler det ikke om, at børn skal være dygtige til at spille og synge, det handler heller ikke så meget om at få børn til at improvisere, selvom det bestemt ikke er nogen skade til. Det handler først og fremmest om at få ungerne og for den sags skyld os voksne til at nyde vores krop, få vores energi ud i musikken, så kommer det hele af sig selv – ordene, rytmen og legen. Syng, hvad du ser. Meningen med al musik, sang og dans for børn er, at det skal inspirere børnene til selv at spille, synge og danse videre.

For et par år siden var Grethe Agatz igen pladeaktuel med ”Kom og dans en tigerdans”. Fed Plade, der starter med et vidunderligt tigerbrøl, der gør ungerne ellevilde. Fra os og til dig skal også lyde et brøl:

Herligt, at der findes ildsjæle som dig. Modtag DJBFA´s hæderspris og vores ydmyge beundring. Vi lover dig at synge, spille og danse og bringe dit budskab videre! 

Tillykke! 

Sproget spræller, sprudler og swinger

I forbindelse med ”Den gode historie”, som er en landsdækkende 14 dages kampagne bl.a. om børn, læsning og sprog, blev vi spurgt om vi ville deltage, og da vi er musikere var vores udgangspunkt at koble sprog og musik sammen.

Vi har tidligere lavet mange projektforløb – både store og små – på mange skoler, og med vidt forskelligt indhold. SÅ! vi ville prøve noget nyt.

I vores arbejde med børn og musik tager vi ofte udgangspunkt i børns egen kultur, og deres evne til at skabe. Men da det sproglige var det overordnede tema i dette projekt, skulle udgangspunktet være i børnenes evner til at skrive, digte, fantasere og fabulere.

Vi gav følgende oplæg til de deltagende lærere. Ideen var så at vi skulle komme på skolerne og lede processen på selve dagen.

Det var alle 4. klasser på de pågældende skoler der deltog.

FORMÅL

Spil sang og dans med børn og voksne – leg med rytmer, ord og krop.

Arbejde med at lave musisk forløb med børnene og lærerne

Musik til egne digte og vers – arbejde i små gruppe

Fremlæggelse og ”koncert” for hinanden og evt. andre på skolen.

Forslag til form:

·        Før vi kommer skal klassen have arbejdet med at lave digte/vers – ordsammensætninger , som vi kan arbejde videre med i workshoppen.

·        Klasserne kan arbejde med digtning og leg med ord. Alle elever kan i grupper eller hver for sig lave et digt eller en rap.

·        Hver skole udvælger max. 5 digte eller ordforløb (rap) som vi kan arbejde videre med musikalsk. Børnene må gerne kunne dem udenad, hvis det er muligt.

·        Digtene skal være korte og indeholde hooklines (omkvæd). Dette fordi det skal være forholdsvist nemt at lære dem udenad så vi kan synge dem med fuld kraft.

·        Fælles optræden for skole eller forældre ca. ½ time eller ¾ før afslutningen af dagsforløbet.

MULIGE INDFALDSVINKLER:

Lad børnene lave RAP over f.eks. :

• Der skete noget uhyggeligt på vej fra skole
• Den dag glemmer jeg aldrig
• Stop mop
• Jeg er bare den sejeste
• Hvorfor driller de mig ?
• Verdens største løgn
• Jeg drømte i nat…
• Far er flyttet…..
• Hvorfor hører læreren ikke efter…..
• Hvis jeg var popstar
• Jeg elsker at hade min skole, fordi…..
• Da cyklen punkterede
• Jeg hader dig fordi….
• Sådan laver man pizza
• Åh jeg er vild med….
• Eller noget helt andet

Altså en fremadskridende handling, der ikke nødvendigvis behøver at rime, men som i kraft af rapformen finder ind i en rytmisk / metrisk form.

• Lad børnene lave rim ud fra samme koncept.
• Lad børnene lave omskrivninger/billeder, der i deres indhold får symbolværdi med / uden rim.
• Tegn et digt og digt en tegning
• Arbejde med metrik, lyd- og ordrytme, ord- og sætnings- deling og ( musikalsk ) underdeling.

Indenfor rammer som f.eks. noget :

• eventyrligt
• socialrealistisk
• surrealistisk
• vrøvl
• sørgeligt
• tabu
• uforklarligt
• frit slaw

Med sådan en plan er man som underviser helt på herrens mark i forhold til at kunne forudse, hvad der sker, når man kommer på skolerne. Hvilke digte har børnene lavet? Har de selv arbejdet med musikken? Hvilke strukturer har de arbejdet med? Hvordan vil vores kontakt være on location?

MED LIVET PÅ SPIL

 Vi kalder denne arbejdsmetode for ”med livet på spil”,  forstået på den måde, at man hele tiden vil have kniven for struben, og skal være 125 % tilstede og opmærksom på alt og alle, når man er på den enkelte skole. Hvis man ikke er det mislykkes projektet. Man kan også kalde det for navigering i kaos.

Et andet billede kunne være at man bliver dumpet på 11 km dybt vand – man kan svømme, men man kender ikke retningen for at nå i land. Her har man flere muligheder: Hvis man opgiver er det sikkert at man drukner, hvis man forsøger at svømme må man prøve at finde en retning og navigere så godt man kan. Undervejs mod land kan man nå at skifte retning mange gange, men når man i land har man sejret.

Vores erfaring er at børn som ofte ikke opdager dette kaos, men at det ofte kan være de voksne, der har erfaringer nok med bare at kaste sig ud i tingene og se hvilken retning de tager.

Når man kaster sig ud i projektet, skal man arbejde i muligheder i stedet for begrænsninger. Man skal være lyttende frem for at være bestemmende. Alle løsninger er mulige indtil børn og voksne i fællesskab har lagt sig fast på den rigtige.

Vores udgangspunkt var altså at alle skolerne skulle være klar med en række digte, rim, remser og rap’ når vi kom. Vi skulle så styre forløbet, så det kunne ende med en fælles koncert efter ca. 3½ time.

Forløbene på skolerne var vidt forskellige, men efterhånden fandt vi en skabelon for selve processen.

Vi startede med at synge, spille, råbe, danse og give energi til børn og lærere – også for at skabe en tryg stemning for det videre forløb.

Herefter læste, sang og rappede børnene på skift deres produkt for os. Det var overraskende flot.

Digtenes kvalitet struttede af, at det i de fleste tilfælde var børnenes hjerteblod og deres ægthed der var på spil. Vi så dette markant øget i de tilfælde, hvor børnene havde arbejdet med dem ud fra en musikkulturel vinkel, som de kunne identificere sig med og i mindre grad når det var "dansklærerforeningens forslag til metodik i danskundervisningen". Kort sagt: I højere grad børnene fik mulighed for at bruge et formsprog, som de kunne identificere sig med des højere kvalitet og jo mere nærvær fik resultatet.

Nogle steder havde man arbejdet med bogstavrim, andre steder enderim og på en skole var det udelukkende rap-formen, der var blevet valgt. Nogle børn havde en næsten færdig musikalsk form på deres digte og andre læste ordene op. I starten var en del børn generte for at læse/synge/rappe deres digte for de andre, men efterhånden som der gik hul på bylden, og man kunne se at det ikke var så farligt, kom alle efterhånden op og fremførte deres digt.

Udfra både vores og børnenes bedømmelse af hinandens digte, blev der valgt 4 – 5 ud, som vi skulle arbejde videre med musikalsk. I nogle tilfælde var oplægget næsten færdigt fra børnenes side, og i andre tilfælde måtte vi starte i fællesskab med at skabe de musikalske rammer for teksterne.

Dette arbejde blev delt ud klassevis, og den lærer, der var tilknyttet klassen skulle være tovholder i processen og sørge for, at der kom et brugbart produkt ud at det. For mange af lærerne var den en helt ny måde at arbejde på, og nogle steder var det også præget af en vis usikkerhed. Vores opgave var her at cirkulere mellem grupperne og bakke op omkring kompositionerne og det at arbejde skabende musikalsk med børnene og samtidig sikre, at alle i gruppen lærte sangene udenad.

DE PÆNE PIGER

DD står for dumme drenge
PP står for pæne piger
Det er noget som alle siger
Vi er bare de sødeste
Hør bare hvor kloge vi er
Vi ved hvad vi siger
Vi er bare de pæne piger

STOP MOB

Jeg vil stoppe mob
mob er noget lort
brilleabe, slapsvans
hvorfor skal man sige det
hvorfor hvorfor hvorfor
hvorfor skal der mobbes
hvorfor hvorfor
kan man ikke bare være gode venner
lege hele dagen lang
være venner for evig og altid
vi vil stoppe mob

  Begge digte giver klart udtryk for hvad børnene går og tænker på, og vil kunne bruges i et udgangspunkt for en videre bearbejdning af problemstillingerne i klassen i andre timer og fag.

 
AT PRÆSENTERE ET PRODUKT

  På alle skolerne blev sange og rap’ fremført for publikum. Børnene dansede og sang så det var en fryd – nogle steder var der 30 og andre steder over 200. Publikum blev inddraget aktivt i fremførelsen og sang og rappede med.

Alle melodier blev optaget på CD og senere sendt til de enkelte skoler som et minde om denne proces.

Efterfølgende gav både børn og lærere udtryk for, at det havde været en spændende proces. Vi kunne se og tolke på børnenes ansigter, at det gav grobund for en pæn portion selvtillid, at få muligheden for at arbejde i en sådan skabende musikalsk proces, og være på scenen og fremføre egne produkter på en flot måde.

INDFALDSVINKLER TIL AT KOMME I GANG MED AT LAVE SANGE MED BØRN  

• Prøv at synge alt hvad du vil sige til børn og kolleger – som inspiration til alle og for at komme over blufærdighedstærsklen. Prøv at gennemføre en hel dag – det rykker noget !!!!!
• Optage børnenes sang på bånd og gentage til det ”sidder”.
• Syng børnenes egne sange til de bliver melodifaste og alle kan synge med.
• Syng en vittighed eller syng et eventyr du kender eller syng et helt personalemøde, hvor alle punkter gennemgås i sang.
• Prøv at opfordre jeres forældre til at gøre det samme derhjemme.
• Lav ugens melodigrandprix hvor børnene (og de voksne) synger egne sange for hinanden.
• Lav sange når I er ude at gå tur – så har I en god rytme i jeres skridt.
• Syng under forskellige akustiske forhold : under et tæppe, på badeværelset, i en skov, gennem et plasticrør, i mikrofon, i en tunnel, osv.
• Leg med toner og stemme med pergamentpapir om en kam ( ”Freddy Fræk fløjte” )
• Få det i det hele taget gjort trygt at kunne sige : ”Prøv at høre hvad jeg har lavet !!”

INDFALDSVINKLER TIL UDVIKLING AF SANGENES FORM

• A stykke og B stykke = vers og omkvæd

• A stykke, B stykke og C stykke = vers, omkvæd og mellemvers med helt anden melodi som måske kun synges én gang i sangen.

• Ekko form = nogen synger noget – andre gentager. (”Jeg hedder Peter” – ”han hedder Peter”)

• Call / response  (Spørgsmål / svar )= nogen synger noget – andre gentager noget andet = ny sanglinie og nyt svar. (”Er der nogen her der har sure tæer” – ”Det har jeg, jeg har sure tæer”)

• Forsang  / fast svar = et vers / en linje synges og efterfølges af bestemt sanglinie som svar. (”I går var jeg til en fed koncert” – ”Sild og makrel du ka gør det selv” – ”Jeg dansed og jeg svansed hele natten lang” – ”Sild og makrel du ka gør det selv” )
  

ELEMENTER DER KAN ÆNDRE / UDVIKLE SANGEN :

• Tempo – prøv at synge i forskellige tempi
• Styrke – prøv at synge i forskellig styrke
• Intensitet = kombination af styrke og tempo med styrke og temposkift mens man synger
• Stilhed – prøv at lege med ”huller”/ stilhed i sangen
• Periode – prøv at lege med rytmisk gentagelse af ord eller linier i sangen
• Klang – prøv at lege med klangfarven i sangen – syng vredt / glad / ked af det / vrænget / indsmigrende / blidt / råt – alle mulige måder der også er med til tolkning
• Frasering – prøv at lege med forskellig måde at synge de enkelte ord og sætninger. Prøv at synge korte ord langt og lange ord brudt op

Erik Lyhne seminarielærer på Århus Dag- og Aftenseminarium

Michael Madsen freelance musiker og komponist, underviser bl.a. på efteruddannelse for lærere og pædagoger på Gedved Seminarium.

MELLEM OPLEVELSE OG LÆRING
- om at arbejde musisk arbejde med børn og voksne

Usikkerhed og vildråd lyser ud af øjnene på barnet : hey,  hvad er det lige hun vil have mig til – hende læreren – hvad er det nu lige der trykker på de rigtige knapper, så den kendte veltilfredse trækning i lærerens øjne dukker op og hun bliver glad og jeg får fred ? Hvordan lever jeg lige nu op til hendes forventninger ? Hvad er det nu lige hun vil have mig til at sige ?

Bare vi da havde gymnastik lige nu i stedet for dansk……. Bare jeg kunne blive omskolet indenfor de næste fire sekunder – hvad fanden er det hun vil have mig til at svare ?

Pyh – jeg svarede rigtigt …………….. Så er det da overstået !

Hvem husker ikke denne fornemmelse fra egen skoletid : hvad er det autoriteten forventer ? Vi elever bliver fantastisk dygtige til at svare ” det rigtige ”, for så er det overstået.

Ja, ja den gamle skole er død, vil mange nok tænke, men hver tidsalder har sine spøgelser og angstfremkaldende ikoner ; spanskrøret er væk, men den usikre lærer findes stadig – og mål går før liv : Didaktiske overvejelser før Peter og gruppe før individ. Pædagogik kan nemt gå hen at blive den nærmeste omvej til at være sammen med mennesker.

Politisk besluttede og aldersbetingede delmål uden angivelse af veje, og med mål i centrum så overvejelser om tornede eller blomstrende stier dertil bliver sekundære i overvejelserne.

Et gammelt indiansk ordsprog siger : ” Når lille mand laver lang skygge er natten nær. ” – et andet siger : ”Man skal have gået i en anden mands mokkasiner mindst fem mil, for at kunne tale med om hans vej.”

BØRN GØR IKKE DET VI SIGER, MEN DET VI GØR, og sådan har den lærerstuderende det også. Kort og godt : uden en musisk læreruddannelse får vi aldrig musiske lærere. Uden seminarielærere der tænker i musiske læreprocesser – ingen musiske lærere i skolen!

Målet som midlet til vejen eller vejen som midlet til målet

Det musiske er bl.a. karakteriseret ved at processen er målet i sig selv. Kommer der ikke noget ud af det er det godt. Kommer der noget ud af det er det godt, og under alle omstændigheder fører det til ny erkendelse, der helt automatisk bliver platform for videre udforsken. Det musiske er ikke et fag men en livsforståelse – en indre drivkraft der lever ved at være i det.

Det er værre at stå på tærsklen til afslutningen end i begyndelsen eller midt i, for hvad skal man så ?

I den musiske proces er der INGEN løsninger og samtidig ALLE de løsninger individet TØR vælge til – ikke på grund af omgivelserne, men af indre fornemmelse.

Intet menneske kan jonglere med noget man ikke kender til, så at få vist alle muligheder er nok vi voksnes fornemste opgave, så får børnene noget at vælge til eller fra.

Hvem har ikke prøvet i sin egen skoletid at have et fag, som man hadede for så at skifte lærer på et tidspunkt, og så pludselig opdage at man var kommet til at holde af det og måske oven i købet var blevet god til det – ikke for lærerens skyld, men for egen !

Ingen børn søger pædagoger, lærere eller musiklærere, men MENNESKER, og der hvor den menneskelige energi får råderum opstår den musiske dimension helt af sig selv. Vi skaber alle dagligt illusionen om et liv og udfylder hver især lommerne for det illusoriske værdigrundlag, der kan give hver enkelt en mening med sit liv.

Det musiske er det nøgne (= uforbeholdne) menneske, der dagligt vil give sig selv en fest, men festens muligheder kommer kun i kraft af de indtryk mennesket har oplevet og derigennem har mulighed for at jonglere med.

Udtryk kommer af indtryk og de sætter sig dybe spor – selv det indtryk fra en tidlig barndom som varede få sekunder – grav selv tilbage i erindringen og du vil kunne huske skælsættende begivenheder, der totalt ændrede din adfærd – også op i dit voksne liv!

Det vi hver især har haft som succesfulde oplevelser vil vi gerne prøve igen og videreudvikle, og det som vi fik dårlige oplevelser med, ja det kan nogen gange føre til, at vi livslangt undgår det.

Alle skoler har lærere, der er mere populære blandt børnene end andre ……..

Hvad er det de kan, som vi andre ikke besidder?

Det er sjældent en faglig overlegenhed alene (men ofte også ! – for så ser man jo automatisk et væld af løsningsmuligheder og veje til løsninger.), men altid  at mennesket går foran faget og viser sig musisk (= nøgent og sårbart, hvor kaos ikke er ragnarok, men et uendeligt antal muligheder for handling ).

Det giver tryghed hos alle at være sammen med en sådan person – når man lige kommer over almindelig jalousi, nidkærhed og egen utilstrækkelighedsfølelse. Som lærer er der meget at lure af for selv at tilegne sig en musisk tilgang til tilværelsen. Måske selv være sårbar og spørge vedkommende: Hvordan gør du? - for jeg kan se det virker.

Mellem oplevelse og læring

Hvornår lærer børn og hvornår oplever de? Hvornår lagres børns erfaringer som en viden. Det er svært at svare på, men vore erfaringer fra arbejdet med børn er, at voksne ofte fokuser på hvordan man kan tilrettelægge en undervisning, så der sker en læring. Det er vel og mærke de voksnes definition af læring, der er gældende. Det er måske ikke altid, at børnene opfatter formålet – eller måske opfatter 25 børn formålet på 25 forskellige måder. Det betyder, at man trods god planlægning, ikke kan være sikker på at budskabet trænger igennem på den måde, det er tiltænkt.

”Når børn bare leger, så lærer de ingenting”. Det udsagn har eksisteret i forskellige variationer gennem de sidste næsten 100 år. Et progressivt skoleforsøg i Vanløse fra 1920’er blev f.eks. nedlagt fordi ”nu skulle børn lære noget ordentlig” – det er jo stort set den samme melodi vi hører i dagens Danmark, når politikere kræver ”at nu skal børn lære noget”.

Med ordene ”lære noget” menes næsten altid – dansk og matematik. Hvornår er der f.eks. sidst en politiker, der offentligt har krævet at børn skal lære at spille og synge, eller tegne?

Når man arbejder med musiske processer og projekter, er man altså oppe mod stærke kræfter. Man skal have argumenterne i orden i forhold til politikere, kollegaer og forældre.

Alt for mange voksne tager udgangspunkt i deres egen viden, i stedet for at inddrage og bruge den viden og de evner børn har. Malaguzzi (italiensk pædagog fra Reggio Emilio) skriver at børn har 100 sprog men mister de 99. Hvordan sikrer vi os mod dette videnstab?

En af måderne er efter vores mening at arbejde med musisk/kreative arbejdsprocesser, hvor børnene og børnenes kultur står i centrum. Dette kræver mod og viden af de voksne der omgiver børnene, men vejen er farbar.

Langtidsholdbare erfaringer

For et par år siden var vi med i et stort projekt ”Stifinder”, der forløb over 3 år. Her arbejdede vi med musisk-æstetiske læreprocesser med en hel skole og alle daginstitutioner og SFO’er, der var i lokalområdet.

De oplevelser børnene har haft i forbindelse med de mange små og store projekter, vi havde undervejs i ”Stifinder” projektet har sat sig spor. Skolen er ikke den samme, og samarbejdet mellem lærere og pædagoger er fortsat efterfølgende.

At få nogle oplevelser der rodfæster sig, lagres for altid hos børnene. Vi kalder det langtidsholdbare oplevelser. I forbindelse med projektet lavede vi en række sange, som stadigvæk her 2 år efter projektets afslutning kan få taget til at løfte sig på skolen, når de synges. Lysene tændes i øjnene på voksne og børn. Når lyset tændes er det hul igennem.

Christen Kold sagde: først oplive, så oplyse. Det er netop hvad der sker i de musiske processer. Vi kommer tæt på hinanden og får oplevelser, der kan danne baggrund for yderligere læring.

Foran – ved siden af – bagved – Eller  ting tager tid  

Musiske læreprocesser tager tid og ofte er det tiden der er en bremsefaktor. Alle kender til fornemmelsen at være underlagt krav til pensum og alt det andet man skal nå.

For at imødekomme alle disse krav tager mange lærerne planlægning og udførelse af undervisning i egen hånd, for så har vi en voksen forståelse af effektivitet, og der bliver ikke så meget spildtid.

I de arbejdsprocesser, hvor vi er med i små og store og musiske projekter, arbejder vi altid med mindst tre forskellige parametre.

Vi arbejder foran børnene, ved siden af børnene og bagved børnene.

Det er tre forskellige tilgangsvinkler til udførelse og planlægning.

Foran børnene: Her sørger underviserne for at planlægge og strukturere og går med eget eksempel forrest i processen.

Ved siden af børnene: Voksne og børn kaster sig ud i et fælles projekt, hvor man står ”lige”. Alle parter er i et fælles lærings- og oplevelses rum, hvor der skabes fælles viden.

Bagved børnene: Her er det børnene der strukturerer og udfører dele af processen. Dette er som oftest en form der tager længere tid, end hvis underviserne havde gået forrest, men erfaringerne bliver meget større for børnene, dels fordi de selv bliver kastet ud i at skulle strukturere og dels fordi de selv får og tager et stort ansvar.

Læring kan ikke måles i tid og voksendefineret effektivitet. Det kan måles på det børnene får ud af at være i givne situationer. Nogle af de centrale begreber, der automatisk følger med i disse processer, er ansvarlighed, pligt og motivation.

Børn ved ikke det er svært – de gør det bare!

Man sætter ofte lighedstegn mellem børns alder og det de evner. Man laver en lineær progression for børns evne til at lære. Men det holder ikke! Børn lærer og oplever cirkulært. Deres måde at lære på og deres evner er tæt forbundet med de oplevelser, de har haft sammen med andre børn og voksne.

Vi kan således ikke skemalægge børns måder at lære på.

Gennem alle de mange musiske projekter vi har lavet med børn de sidste 20 år, har vi stedse været nødt til at revidere vores forestillinger om, hvad børn kan og ikke kan. Vores udgangspunkt er at børn kan, med mindre andet viser sig i processerne. Hvis man ikke får muligheden, får man heller ikke mulighed for at vise at man kan.

Vi kan altså ikke bare være sikre på, at vi kan gentage os selv og skemalægge de musiske oplevelser og gengive dem i en kogebog for lærere, på jagt efter løsningen på den musiske lærer og de musiske læreprocesser.

Når man forsøger at gentage et vellykket forløb, må man som musisk lærer arbejde på et helt andet plan end det faglige. Selvfølgelig er en stor og god faglig viden et vigtigt fundament og et godt "rum" at have som ståsted, men vi må arbejde med lige dele intuition og indlevelse i det, der sker lige her og nu - både på det personlige og det faglige plan.

Vi skal turde skele til vores tidligere succeser, bruge rammerne, men være parat til at ændre retning og arbejde efter det, vi mærker.

Jo mere du planlægger og jo mindre du fraviger planen - des mere skipper du børnene i samværet med dem.

Børn afsøger alle muligheder i deres udfoldelse af kultur. De afprøver grænser og bryder igennem dem. Ved den formelle læring stilles regler og grænser op og fantasien holdes indenfor systemets grænser og indskrænker der børnenes udtryksmuligheder.

Her i en tid hvor politikerne vil lave stærkere planer for hvad børn skal hvornår, og have indlæringsplaner for de forskellige klassetrin, tænkes der alene i voksendefineret viden. Vi hører eller ser ingen tage børnenes synspunkt og advokere for de skabende evner børn har og advokere for musiske læreprocesser. Ja så står den musiske lærer i en svær position.

Udgangspunktet for den almene videnstilegning kunne være:

Børn skal lære på den måde de undervises

Udgangspunktet for den musiske videnstilegning kunne udtrykkes på denne måde:

Børn skal undervises på den måde de lærer

En del af den musiske udfordring er jo netop at turde ændre retning og arbejde med de stemninger, der opstår spontant i en klasse og turde tage en mental flyvetur sammen med børnene. Lade luften sitre og være levende tilstede i nuet og livet.

Det musiske kan være tilstede i alle fag og projekter hvis man vil !

Det musiske tager ikke sit afsæt i at kunne, men i at være. Når vi definerer kunnen før væren, tænker vi  på målet – afslutningen -  og får det oftest indsnævret til ét mål for enden af en proces i stedet for mange muligheder i en proces med ny eksistentiel erkendelse til følge og ofte slet ikke dér hvor man regnede med. Vejene til at kunne vil stadig være mangfoldige, men vi lukker af for nye og ukendte muligheder af den enkle grund at vi ikke prøver. Vi søger den røde tråd og den skal helst være lagt ud i forvejen. Graden af succes måler vi oftest i hvor hurtigt vi kan nå målet /afslutningen : at kunne. Værdien af selve vejene dertil er underordnet : ” Jeg ved det gør ondt nu, men du vil blive glad for det om 30 år ! ”

Vi kan vælge at øve og træne og skulle så grueligt meget igennem for at kunne sige :”Nu kan jeg endelig det !” - og vi kan vælge at lege uden bestemte mål og opdage : ” Nej nu kan jeg også det ! ”

Vi kan vælge at se glasset som halvtomt eller halvt fyldt.

Det musiske er en opdagelsesrejse i ukendt land og den røde tråd kan ikke ses fremad, men kun bagud.

Vi kan ikke give børnene matematikken, sproget, musikken, biologien, samfundet osv. , men vi kan vise veje til matematik, sprog, musik, biologi, samfund osv.

I vores valg kan vi vise tornede eller blomstrende stier, og vi kan vælge at gå direkte efter målet i den anden ende eller lade målet være selve stien.

Det bjerg vi selv står på har dale omkring, og vi har kun dale tilfælles med de nærmeste bjerge. De personer der står på bjerge længere væk må vi, når de fortæller hvad der er i deres dale, hver især stole på. Det er det der hedder synspunkt…….. Og dette var ét af dem.

Erik Lyhne seminarielærer på Århus Dag- og Aftenseminarium. Medlem af Kulturens Børn (Kulturministeriet 1995 – 2000).

Michael Madsen freelance musiker og komponist, underviser bl.a. på efteruddannelse for lærere og pædagoger på Gedved Seminarium.

Producenterne og sangskriverne efterlyser at radioerne spiller musikken. Vi vil gerne spille andet end Tangokat mv.- CD'erne, men mangler den nye børnemusik. Radio Alfa er hele familiens radio med lyttertal på 129.000 - så vi hører med andre ord til blandt de større. Vi bliver bombarderet af ny musik fra pladeselskaberne - men heriblandt intet fra producenterne af børneplader. Har man givet op på forhånd? Eller forventer man ikke at kommercielle radioer vil spille børnemusik. I så fald er man gået forkert. Mulige udgivelser modtages gerne - og vil blive vurderet på lige fod med alt andet musik - og måske også med lidt farvede briller af en programchef med en datter på 4 år - der også gerne skal høre godt, danskproduceret børnemusik.

Som andre dele af musiklivet, har dansk børnemusik det svært. Ikke på det kreative plan. Ikke p.g.a mangel på ideer.
Oddsene og “spillereglerne” er bare vendt 120 grader på hovedet.
- TV, radio og de skrevne medier omtaler og skriver ikke om børnemusik. Børnebøger anmeldes gerne i dagbladene, men hvor er musikken?
- DR har nedlagt deres program for førskolebørnene, der spilles ingen børnemusik i radioen mere.
- Hvis publicservice stationen DR endelig spiller noget der ligner, vælger man som oftest at spille numre hvor DR selv er medproducent. (Abe, Bamse, Gøje)
- Vi, der skriver for børn har ikke den økonomiske mulighed for store reklamekampagner i TV. Her er endnu en skævridning i forhold til DR, der trods reklameforbud, sagtens kan fortælle om deres produkter i forbindelse med børneudsendelser. De kalder det bare for “skiltning”: “ Nu kan Hanne og Lotte også fås som CD og video”....Det er IKKE reklame. Det er en skiltning! Ach so.

- På trods af at vi selv etablerer distributionsaftaler (bl.a. via GDC) tager pladeforretninger ikke nyudsendte cd´er hjem, hvis de ikke lige er "kendt fra TV eller radio". Således er en fjollet, ufrugtbar cirkel etableret.

- Vores største kunder er bibliotekerne, der nu kan udlåne vores produkter til gratis kopiering i hjemmene, uden kompensation til kunstnere og autorer!
- På live-siden er biblioteker og skoler blandt de eneste reelle børnemusikspillesteder. Men ikke alle skoler mener at man skal betale KODA-afgift for en skolekoncert.
Bibliotekerne er blevet pålagt af indføre cd´er og cd-rom inden 2003, men uden ekstrabevilling - altså må pengene tages fra arrangementskontoen. Som i disse dage spares ned til usynlighed.

- I modsætning til børneteatre eksisterer der ikke nogen refusionsordning for musikken. Altså: vores kunder skal betale fuld pris for at præsentere børnemusik live.

- Selvom der er gennemført en ny spillestedslov smitter den ikke af på børnemusikken, den bliver ikke præsenteret på spillestederne.
- Hvornår har et etableret pladeselskab sidst udsendt en børne-cd med nyskrevet tekst og musik?

Oh, vi kunne ynke og pynke og blive ved.... Men som altid når det drejer som om børnemusikere, tager vi rasleægget i den anden hånd og gør noget!
Denne gang er vi dog nødt til at have lidt penge med i baghånden og derfor søger vi om HJÆLP!
Vi har samlet en stor del af de aktive børnemusik-kunstnere/komponister/tekstforfattere og ønsker at gøre 2002 til året hvor  den nyskrevne kvalitetsbørnemusik blev synlig i Danmark!
- Dette vil vi gøre igennem etablering af en fælles hjemmeside "Børnemusik.dk", som giver alle interesserede links videre til relevante kunstnere og organisationer.
- Vi vil lave et samarbejde med bookingbureauer som er positive overfor et fremstød – bl.a. ARTE (hvis de lever så længe...), som sætter fokus på den danske børnemusik, bla. med udsendelse af kunstnerkatalog.
- Vi vil samle nyskrevne julesange sammen og udsende en jule-cd,  der ikke nødvendigvis læner sig op ad årets TV-julekalendere. Her er det meningen at de medvirkende kunstnere kan præsentere sig selv i cd´en´s booklet og gøre opmærksom på deres tidligere udgivelser m.m. Udgifter til indspilning dækkes af kunstneren selv, (evt. kan han/hun søge støtte specifikt hertil via egen organisation) og vi vil så forsøge at afsætte den samlede cd til et af de større selskaber. Lykkes dette ikke, vil vi udgive den igennem vore egne kanaler på et af de selskaber vi er repræsenteret ved. Uanset om det bliver den ene eller anden model, kræver projektet at vi har økonomi til at synliggøre og afsætte CD’en og PR delen - på den ene eller anden måde.

Tidsrammen for hele projektet er 2002 - altså nu. Vi er igang med etablering af hjemmeside. I samarbejde med Arte og i løbet af marts måned vil vi indkalde interesserede til deltagelse i projektet. På børnemusikworkshoppen 1/3/02 blev flere komponister og tekstforfattere inviteret til projektet.
Sangene vil naturligvis være kunstnernes/komponisternes/forfatternes egne - altså ikke på forlag.
På nuværende tidspunkt har følgende vist deres interesse for initiativet/er blevet informeret derom: Janne Aagaard, Bertel Abildgaard (Børnebanden), Ole Bundgaard, Hermann Brysch, Michael Jørgensen (Spilopperne), Henny Hammershøj, Bjarne Jes Hansen, Bodil Heister, DOTS, Elisabeth G. Nielsen, Bente Nørregaard, Mek Pek, Ulla Rasmussen (Palle Pirat), Benedicte Riis (Tante Andante), Thorstein Thomsen, Viggo & Malthe, Jan Irhøj og Anders Bøgelund. Flere kontaktes i disse dage.

På initiativgruppens vegne – og venlig hilsen
Jan Irhøj (DPA) og Anders Bøgelund (fra DJBFA)

Mail: jan@irhojstudio.dk  

Jeg skriver til dig, som en slags talsmand for store dele af den danske børnemusik:
Allerførst velkommen på posten som kulturminister - en post, som vi der skriver og spiller musik til og for børn, altid har betragtet som “vores” allierede - vores ven!
Og det egentlig på trods af, at det altid har været noget andet end børnemusikken der var interessant for ministeriet og som der derfor blev fokuseret tæt og kontant på. Med den forrige kulturminister var det film. Mange penge til film. Fint med film! Med den endnu mere forrige minister var det grænseoverskridende projekter og events med usynlige laserstråler langs tågede kyster. Mange penge til grænseoverskridelser og events. Events....well...
Måske fordi disse events havde en mere international spejleffekt?  Hvem ved.
Til trods for måske flottere, bredere, tungere projekter, er alle - især forældre med børn i den rette alder, dybest set enige om, at børn skal have det bedste. Både mad, tøj, undervisning - og kultur. Børn er, blandt meget andet, Danmarks kommende råvarer og resourcer. Og de fleste er også enige om at det forholdsvis praktiske i, at børns kultur i starten - er på dansk. Ordene, tonerne, sangene og melodierne.
Så kommer "I love You, why do You love me not?"- det internationale engelske og amerikanske helt “af sig selv”, når de bliver teenagere. Og oftest meget før. Sådan er big business og såkaldt frie kræfter jo rimeligt trofaste og forudsigelige.

Vil vi noget med dansk børnekultur?
Holdningen omkring støtte og opbakning til børnemusik har, både hos bevilgende udvalg og i medier langt hen ad vejen lignet de tidligere kulturministres. Nemlig derhen, at det er skæggere og nemmere at skrive om - lave udsendelser om - bevilge til store glimrende og glimtende projekter. Store tal og store penge. Men det har også ofte bevirket, at de nedsatte udvalg og råd er faldet over hinandens ben for, efter egne udsagn, at være visionære, grænseoverskridende og med i tidens trend.
Som resultat har vi bl.a. i børnemusikken tit oplevet, at der skulle tænkes ansøgningsorienteret, hvis man ville gøre sig en forhåbning om støtte til f.eks udgivelser og produktion af ny dansk børnemusik. Man skulle så at sige opfinde løjerlige projekter for at komme i betragtning - istedet for at gøre det man var gode til. Hop på tungen - selvom benene er bedre at gøre det med.
Af samme grund har vi oftest også ladet være med at søge. Det er for trælst at skulle lege eventmager - når det i grunden handlede om at bede om nogle ganske almindelige håndsrækninger til ny dansk børnemusik.

Lad falde hvad ej kan krybe...?
Man kan have den holdning, at alt der ikke kan klare sig selv må dø. Den holdning præger heldigvis ikke den samlede danske kulturstøtte - endnu. Men børnemusikken holder til derude, tæt på grænsen. En fod i karrieren og en i graven. Vi kan klare os selv - for det meste. Men hvis man så ser nærmere på livsbetingelserne - så er der jo flere skæve vinkler:
Når vi f.eks. er ude at spille, så er der, på trods af mange bevilgede millioner spillestedskroner, stadig ingen regulære spillesteder for børn og deres forældre.
Jo - Bibliotekerne og skolerne er nogle af de få spillesteder som - heldigvis og egentlig naturligvis - tager børnemusik med i tilbuddene til børn og forældre. Uden dog at være begunstigede med tilskud af ovenstående art. "Arangementskonto" er ved at være et dødt ord i sammenhængen. Nogle kalder det beparelser. Jeg kalder det på pænt dansk infrastrukturel buksevædning. Det luner - de næste 20 sekunder... .
Hurra, hvor vi dog sparer.

Refusion – hvor ligger det henne?
Her er så endnu et paradoks: Vi bliver tit spurgt om vi er refusionsberettigede....? Refusion er noget man kan få, hvis man er en teatergruppe. Ikke hvis man spiller musik for børn. Det vil sige, at man som børnemusiker skal konkurrere med en teatergruppe, som kan tilbyde en forestilling til det halve (staten betaler resten) - UDOVER at man som teatergruppe kan få tilskud til bil, projektører, lyd, mandskab etc. Dette skrives ikke for at fratage teatrene nogle rimelige vilkår - men for at klargøre, at det skaber ultraskæv konkurrence - og måske forklarer, at der er halvtreds teatergrupper hvergang der er et børnemusiktilbud? Ordningen er med til at skabe et varieret udbud af dansk børneteater - og det er godt for alle, hvis det altså ikke virker som sovepude.
Vi børnemusikere beder om at få en lignende ordning - således vil miljøet omkring børnemusik i høj grad blive styrket - og pengene vil være med til at hjælpe de aktuelle spillesteder (skoler og biblioteker) til at gennemføre blot lidt flere arrangementer med original dansk børnemusik.

Hele Danmarks Radio...?
Det tredje skisma: Hvis vi snakker mediepolitik - som jeg er blevet klar over er helt ude af dine hænder - så vil jeg blot konstatere, at der i DR (som stadig er en anelse Public Service forpligtet) - både i radio og TV er en åbenlys mangel på programmer, som kaster lys på dansk børnemusik, programmer som oplyser og vurderer - og giver forældre og børn en chance for at opleve, at der også er skrevet børnemusik efter 1960’erne.  Tværtimod er der blevet skåret i antallet af sendeminutter til de små. Jeg mener ikke de børn - som DR sender Grand Prix og “Børneradio” for. Jeg mener ikke teenagere. Jeg mener rigtige børn - i aldersgrupperne 2-6/7 år. Der mangler ganske enkelt muligheder for at travle forældre kan få lidt varieret forbrugeroplysning om dansk børnemusik og børnekultur i det hele taget. Jeg kunne foreslå en proper model som "Troldspejlet" - der, som et af alt for få programmer, både underholder, oplyser og vurderer. Kald f.eks. det nye danske kulturprogram for "Musikspejlet" eller “Kulturspejlet” ......eller “Knud”.  Programmet mangler i den grad.
Der bliver lavet mere og andet end Popstars og Børnegrandprix i Danmark.
Kulturelt set bliver børn og forældre iøvrigt en hel del fattigere, hvis det kun er det der bakkes tungt op af TV serier og massive reklameblokke som får lov at blive synligt og hørligt. Chancerne for overraskelse, valgmulighederne - udvalget - og opdagelsen bliver kalkuleret væk. Og det er da for tyndt i en ellers fager ny verden, som massivt reklamerer med at vi alle får flere og friere muligheder for at vælge selv?
Det forudsætter jo strengt taget..... at der er noget at vælge imellem?

Eksport – et magi ord?
Børnemusikken, som jeg og ligesindede har med at gøre, udmærker sig først og fremmest - ved at være på dansk! Deraf følger måske også, at eksportmuligheder og salg i den store vide verden først kommer senere i rækken af afsætningsmuligheder.
Hvad kan den nye danske børnemusik så? Alt!.
Den kan lære fra sig, underholde, stille spørgsmål, pirre, lege med sproget, grine og græde og udvide begreberne og livet.

Kære Brian Mikkelsen: Børn drømmer på dansk. Lad dem også drømme i farver!
Lige nu handler det meget om at give dansk børnekultur lidt mere opmærksomhed indadtil. Børn skal have det bedste.
Vi tilbyder dig hermed kvit og frit en mærkesag: Dansk børnekultur!
Dansk børnemusik er en del af denne kultur og jeg håber at du som ny kulturminister får tid til at give os lidt tid og lidt mere eftertanke.  

Indtil nu - tak for opmærksomheden. Vi håber at høre fra dig snarest.

Mange hilsener
Jan Irhøj Kildegårdsvej 2 4690 Haslev

Kære Brian Mikkelsen.
Jeg skrev for nogen tid siden til dig om især dansk børnemusiks vilkår. Og du var venlig at svare positivt tilbage – tak for det.

Imidlertid kan man ikke sige at der er sket meget til det bedre siden. Jeg ved godt at hele kulturlivet i Danmark p.t. er interesseret i at gøre opmærksom på netop lige deres del af landskabet og at det naturligvis i perioder tager din tid.

Men – børnenes kultur har hele tiden brug for opmærksomhed. Dels fordi dele af den efter min mening har været totalt negligeret – dels fordi der er nogle åbentlyse paradokser som bør ændres.

For at illustrere, at du ikke er den eneste som bliver kontaktet angående børnemusikken i DK, sender jeg en kopi af debatindlæg sendt til Poilitiken i forbindelse med to sikkert velmenende socialdemokraters vasken hænder efter 9 års laden stå til på kulturområdet. En lidt kvalm form for renselse, efter min bedste mening.

Men altså:

Dette brev handler om børnemusik. Det handler om at genetablere en sendeflade for de mindste i DR radio. Det handler om at give forældre og børn et udvalg af kulturtilbud de pt. ikke har. Det handler også om at få etableret nogle refusionsordninger for dansk børnemusik – på linje med de ordninger som gælder for for en del børneteatre i Danmark.

Det vil medføre:

1)    At flere steder har mulighed for at lave arrangementer for de mindste børn og deres forældre – det være sig børnehaver, skoler, biblioteker og kulturhuse rundt om i Danmark.

2)     At børnemusikmiljøet vil udvikle sig, som følge af flere aktører og mere ”konkurrence”.

3)    3) Det handler om at ordet valgfrihed får et reelt indhold i forbindelse med børnemusik/kultur. Og arbejdet med dette kan ikke udelukkende baseres på de såkaldte frie kræfters betingelser.

4)    Som med Dansk Film og Teater er der nødt til at være nogle minimale vækstbetingelser til stede – et udviklingsmiljø. Det er efter min mening en del af de forpligtelser et land som Danmark - med lille befolkning og afgrænset sprogområde har.

5)    Børn i Danmark behøver vel ikke at drømme på Engelsk - i starten ihvertfald?? Det danske sprog udvikles bl.a. via historier og sange. Og ingen vil vel i længden bryde sig om at sangene altid skal være 40-50 år gamle, førend de ad finurlige kanaler kommer i cirkulation?

Til din orientering kan jeg oplyse, at vi d. 1/6/02 går i luften med hjemmesiden www.boernemusik.dk (hvis vi får råd til at købe et Ø – hedder den selvfølgelig www.børnemusik.dk) hvor alle de aktører vi pt. har kontakt til er at finde. Og der vil ugentlig være opdatering – nyheder og debat - og forhåbentlig vil listen af kunstnere vokse hen ad vejen. Derudover er vi gået sammen om at udsende en julegave til Danmark – nemlig en juleCD (JULESKIVEN) med 12 nye danske julesange – som ligger klar i oktober.

Jeg håber at du vil afsætte lidt tid til at snakke med os om dansk børnemusik snarligt. Jeg synes at der er en del at snakke om.

Med venlig hilsen Jan Irhøj – børnemusik.dk

Lørdag d. 2/3/02 skrev Mette Frederiksen og Erik Harr en slags forklaring på at Socialdemokratiet i godt 9 år glemte at forholde sig til en væsentlig del af Danskeres liv - nemlig kulturen - kulturpolitiken.

Jeg har engang lært, at det at glemme - det er noget man først og fremmest kommer til når man er forvirret og stresset. Hvis man gentagne gange glemmer - så er det en mere bevidst handling - eller en sygdom.

Hvis man ovenikøbet af andre bliver mindet om det man glemte - og så stadig glemmer - hvad er det så det hedder? (Jeg har lige glemt det....i al venlighed.)

Hvis den sorte klap istedet for at gå ned - sidder foran øjne og ører - og bliver der i 9 år, så er det en smule underdrevet at kalde det en "forglemmelse". Og det er pinligt at høre forklaringer bagefter.

Hvad angår børnekulturen og specielt den i medierne - så kommercialiseres denne kraftigt i både DRTV, såvel som i de reklameopbakkede "programmer" som andre TV stationer kalder de billedsekvenser de synes at børn har brug for mellem reklamerne. Det meste glimrer på totalt fravær af kulturpolitik, redaktionelle holdninger og ansvarstagen. Det er skrald og skrammel. Og det er overhovedet ikke det samme som "retten til at vælge frit"  - en floskel, som bliver brugt en anelse for tit til ikke at være mistænkelig.

For 1-2 år siden sad de socialdemokratiske kulturudtalelsesformænd og kvinder og rystede kraftigt på deres udvalgshoveder, hvis de på nogen måde kunne slippe for at tage fat i en mediekulturdebat. Personer som bl.a. Søren Hansen mente ikke at der var nogen form for kulturkrise - i bl.a. DR. Og daværende kulturminister (dog ikke Soc. dem.) Elsebeth Gerner Nielsen gjorde meget ud af at sende al kritik der havde med DR videre - til DR. Som så kunne klare ærterne. Selv. Tja....

Hvis der en gang mere er en minister som mener at DRTV og radio ikke har noget med kulturpolitik at gøre - så udfordrer jeg ham / hende hermed til at delagtiggøre hele Danmarks befolkning i disse synspunkter. Hvor umulige de end måtte være....(synspunkterne)

Blot en kommentar mere: Danske forældre - undrer det jer ikke at I ikke får mere og bedre kulturtilbud fra medierne? Bedre dækning af områderne børnemusik, børneteater, film m.v.? Undrer det jer ikke, at der ikke mere bliver spillet bare et minuts dansk børnemusik i DR radio? Bare et minut om dagen? Undrer det jer ikke at DRTV mere og mere ligner alle de kommercielle kanaler - med den forskel, at DR altså bliver proppet ud med store store penge fra licens og stat - for at kunne være lidt anderledes!

Hvis I undrer jer - så gør noget ved det. Fortæl andre om det. Fortæl DR, socialdemokratiet og den nuværende kulturminister at jeres børn og I fortjener bedre og mere.

Fortæl dem det f.eks. her!

Mange hilsener Jan Irhøj
- gæt hvad jeg bl.a. laver....jeps - børnemusik - på dansk.

En julehilsen til kulturministeren
Vi sendte naturligvis kulturministeren en julegave og her er takkebrev. Forhåbetlig får danske børn en gave af kulturministeren i det nye år?

Vi er en del af en kæde
Interview med Bo Schiøler, Vesterbro Ungdomsgaard
Af Ole Bundgaard (Fra DJBFA-Nyt febr. 2002)

Sanggruppen fra Vesterbro Ungdomsgård er en institution i dansk børne- og ungdomsmusik. 24 cd'er er det blevet til fra 1974 og til i dag. Vi tog en snak med bagmanden BO SCHIØLER, der har været på ungdomsgården i 35 år.

Ole: Hvordan begyndte det egentlig?

Bo: Da jeg startede hernede som ganske ung musiklærer, havde jeg lige fået en digtsamling ud, og var af den grund også i gang med noget teater ude i byen. Da jeg så havde lært børnene de 5 sange jeg kunne, trængte jeg til, at der skulle ske noget andet. Jeg begyndte så sammen med en pige der hedder Conny Skovvard, at lave nogle meget små uprætentiøse stykker. Her kastede vi altid en sang eller fire ind, fordi jeg, ud fra mit voksensyn syntes, det var fedt ikke at lave stykkerne til musicals, men at bruge musik og sange som kommentarer til det, der skete i stykkerne.

Vesterbro var jo dengang et meget traditionelt arbejderkvarter. Og på en eller anden måde gav det en fantastisk åbenhed her i huset, der var ingen, der var bedre end en anden. Det gjorde, at når man kom ind som en eller anden skør, ung voksen som mig og sagde: "Hej, hvem kunne tænke sig at være med til et eller andet", så var der sgu altid nogen der sagde: "Jep, det lyder sgu da meget skægt". Det vil sige, du havde altid gang i et eller andet, der var ikke den der kontrære: "Hvorfor det", og "Det gider vi ikke". Og sådan er det stadigvæk, men nu er der også en lang tradition. Men i virkeligheden for at gøre den lange historie kort, jeg har ikke udviklet mig ret meget siden. Det er den samme ting, jeg gør, med at have et fundament i teater, som så gi'r en masse sange.

Fra teater til sange

Ole: Det vil sige, du starter med en eller anden teateride, som så bliver til et stykke, med nogle sange. Efterhånden samler du så sangene sammen fra en række stykker til en cd, når du kan se, der er en eller anden sammenhængende ide i sangene?

Bo: Ja, fuldstændig. I dag skal jeg f.eks. spille to teaterforestillinger, ofte er teaterstykkerne improviseret frem. Jeg kaster så nogle sange ind. Det er mange forskellige slags. Der er næsten aldrig musicalsange, og der er aldrig de sange, hvor folk synger dialoger til hinanden, men det er sådan noget følelsesmæssigt, jeg har svært ved at klare det.

Ole: Hvad med børnene og de unge, har de ikke lyst til det der mere musicalagtige?

Bo: Det er aldrig opstået som spørgsmål. Vores sange er altid prologer, epiloger, kommentar-, eller handlingssange. Nogle gange er det timingsange, hvor jeg tænker, der skal der en stille ballade ind, nu har der været gang i den i lang tid.

Nar vi så er færdige med en forestilling, så kikker vi tingene igennem og finder de sange, der er egnede til en cd.

Ole: Hvordan er processen fra starten? Er det sommetider børnene / de unge der kommer med en god ide til et stykke?

Bo. Ja, men det er nu næsten altid mig, fordi jeg ved, at hvis vi vælger et eller andet emne, så skal vi kunne leve med den i 3 måneder. Nar børnene nogen gange kommer med et eller andet, så ved jeg, at det er skideskægt til en eftermiddag, men der er ikke kød på det. Men jeg kan sommetider stoppe mindre ting ind i en større ide. Typisk kommer jeg med en ide, det kan være noget, der foregår her i huset, det kan være noget der foregår udenfor. Vi har lige lavet et stykke, der hedder "Flæskebjergets guder", der handler om valg. Sådan en ting er vi lynhurtige med, ikke at vi stresser, men i løbet af få uger er det på plads.

Nogen gange er der nogle, der spørger, hvordan finder du på. Men der er intet at finde på, det hele er der, lige foran dig, der er masser af stof, det er bare at formidle.

Vi bruger meget tid på at snakke, og så kommer det bare. Vi er lige nu ved at arbejde med en digtsamling, der skal handle om angst. Det var længe før 11.sept. Jeg sad sådan med en stor gruppe unge og snakkede om angst, og de syntes det var frygteligt spændende, der skete en masse med dem. Når vi er bedst, er det de lidt store emner og følelser, vi har på spil. Det er derfor jeg er lidt bange for de små, platte hurtige ideer, så løber vi tør. Men med sådan noget som angst, da sagde jeg, hvis I er med på den, så lad os lave en digtsamling.

Ole. Hvor mange er I. Er det et fast hold, hvor nogen så glider ud når de bliver for gamle?

Bo: Der er altid sådan en 45-50 børn og unge med. Der er altid nogen der fravælger min verden, fordi de ved den er krævende. Specielt drenge, der tror, at det at være kreativ, er noget tøset noget. Eller at de skal levere et eller andet psykisk, som de ikke kan tåle bliver blotlagt. Og det er frygtelig synd for os, for det hænger jo sammen med manderollen, men det er jo ikke specifikt for det her hus. Alle, der arbejder kreativt med børn og unge opdager, at pigerne er i langt større tal end drengene.

Ole: Når der nu rent faktisk er så mange med som der er, hvordan griber I det så an rent praktisk?

Bo: I det lille rum vi her sidder i, bliver kuglerne støbt. Når vi så har brug for det, går vi ind i den store sal. Hvis vi beslutter os for et eller andet emne, så deler vi os i to hovedaldersgrupper, de 8-14 årige og de 14-22 årige. I sanggruppen er det på tværs af alder.

Vi mødes to gange om ugen. Vi snakker om alt muligt. Politik og følelser og hverdagsting. Og så kører det bare, og da behøver jeg ikke at holde orden på tropperne. Der sker en masse socialt her, hvor de opdrager på hinanden, og selvfølgelig skændes vi også. Som regel sidder jeg gustent derhjemme og siger, hvad vil være godt for den gruppe at dykke ned i?

Ole: Det er vel også udfra, hvordan gruppens sociale vilkår og problemer er?

Bo: Ja, alt muligt. I en periode var de meget optaget af en pige, der havde begået selvmord, det diskuterede vi meget grundigt igennem. Det er mig, der som voksen ligesom styrer og tager ansvaret. Også omkring mindre emner. I en periode, hvor der bliver rapset lidt for meget her i huset, kan vi sagtens finde på at lave et stykke om tyverier.

Der er mange måder at angribe det på. Vi laver en frygtelig masse improvisationer over emnet. Alvorlige, pjattede. Forskellige vinkler. Vi deler os ofte op i mindre grupper af 4-5 mennesker, som så laver små improviserede stykker over små emner. Vi arbejder så med forskellige genrer: Tragedie, komedie. Vi har altid været meget målrettede, både processen og produktet er vigtige, produktet er for os en del af processen. Det passer meget godt til vores børn og unge, at de ved der kommer noget ud af det. Når de f.eks. står og synger sange i en forestilling, så ved de, at nogle af sangene en dag vil lande på en cd. Det er også godt at gøre status på den måde.

Forandring i musik og samfund

Ole. Du har arbejdet med børn i 35 år. I den periode har samfundet jo forandret sig fundamentalt. Hvordan har det påvirket børnene i den kreative proces gennem de år?

Bo: Jeg kan ikke sige noget ret pænt om det. Den der 80'er ting der blev til 90'erne, hvor egoet kom i højsædet. Ord som solidaritet og sammenhold er ting, du skal kæmpe meget hårdere for. Jeg kan meget oftere se på børnene, at når de er i centrum, så er det fedt, men når de skal vente lidt eller gøre plads til en af deres kammerater, så er det ikke så fedt. Alt hvad jeg laver kører voldsomt kraftigt på at være en gruppe. Der er mange store personligheder her i huset, men de er nødt til at være det indenfor en gruppe, de er nødt til at tage hensyn til hinanden. Det er meget, meget sjældent jeg taber børn rigtigt på gulvet, men de få gange jeg kan huske, har det altid været med børn, der i sidste ende ikke kunne acceptere, at de ikke var primadonnaen.

Børn og unge er meget mere forbrugere, end de yder noget. De bliver tilskuere, og de kan næsten ikke undgå at blive lidt dummere. Det kan jeg ikke lide at sige, men dem, der ikke rigtigt forstår verden, de tror, at Robinson ekspeditionen udgør en eller anden virkelighed. Kærligheden skal ligne sådan et eller andet fra Beverly Hills. Og hvis deres egen ikke er sådan, så er den ikke god nok. Med vores teater og på vores plader prøver jeg som en gal at forholde mig til virkeligheden, som den er. Jeg hører til dem, der mener, at kærligheden og livet er spændende nok i sig selv. Man behøver ikke at lyve om det. Jeg oplever i dag børn og unge meget mere ensomme og stressede. Nogle gange, når vi sidder her, så tænker jeg, hvem har de egentlig i deres bagland til at snakke med, hvem er rigtige venner, hvem kan de gå til, når hele lokummet står i lys lue. Nogle gange kan jeg se, der er ikke nogen. Sådan noget gør mig bange.

Vi lavede engang et stykke om ensomhed, det er noget af det, der har gjort størst indtryk på mig selv, fordi det er meget typisk for vores måde at arbejde på. Pludselig sad alle de der mennesker og snakkede om ensomhed, og lyttede til hinandens ensomhed: Der er ellers ingen, der snakker om ensomhed, fordi i vores samfund skal du være en succes. Men at snakke om det, der ligger inde bag facaden, det er der, teaterstykkerne og sangene kan få stor betydning. Det kan være med til at åbne op, så de får det bearbejdet.

Ole: Hvor meget er børnene involveret i det at skrive teaterstykkerne og sangene?

Bo: Det er mig, der skriver stykkerne og sangene. Når vi er et par måneder henne i processen, med snak og improvisationer, går jeg i gang med skriveprocessen, jeg tager måske nogle få notater undervejs, men jeg kan sagtens huske det fede. Når jeg sidder derhjemme, siger jeg, hvad var deres output på det her, hvad vil jeg tilføje som voksen, hvordan vil jeg perspektivere det, de har sagt.

Ole: Er der ikke nogen af dem, der vil skrive og komponere selv?

Bo: Nej. Her i huset er der jo flere bands og aktiviteter. Her kan man gøre det. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg ikke kan bruge den kunstneriske side af mig i den proces, så ville jeg være uddød for længst. Det er fordi, jeg stadigvæk synes, det er vanvittig spændende at skrive stykker og sange og lave musik. Jeg tror, det er den dialektik, der ligger i børnenes input og mit kunstneriske arbejde, der gør, at jeg kan blive ved. Selvfølgelig laver børnene og de unge her i huset også deres egne ting, men her tillader jeg mig at tage magten.

Ole: Hvor meget betydning har de unges musiksmag, den har jo også udviklet sig i de 35 år? Man kan jo tydeligt høre en udvikling på alle pladerne I har lavet.

Bo. Jeg ville ikke ha' det godt, hvis du sagde at vores første plade "Vi lever pa Vesterbro" lød ligesom vores sidste "Heksedans". Jeg hader at lave det samme to gange, det er næsten et kunstnerisk krav, også hvad angår emnerne. Vi skal hver gang hen et sted, hvor vi ikke har været før. Det kan selvfølgelig ikke holde hver gang, for der er nogle ting, der vender tilbage. Der er kærlighed i alle vores teaterstykker. Det kan behandles på 37 forskellige måder, og ret og uret arbejder vi også med i alle vores stykker.

Ole: Kan du mærke, at processen med de emner påvirker dem?

Bo. Ja, det kan jeg. Dem, der har med mig at gøre her i huset, er nogle af de kløgtigste, men jeg tænker tit, hvor er de mange forskellige steder henne. Med den ene del af kroppen er de på det der Popstars og sådan noget, men med den anden del af kroppen hører de gamle bluesplader og Tracy Chapmann, de får faktisk en ret professionel attitude til musik. Men her er jeg igen ret negativ. De betragter bare musik som en vare, jeg kan ikke se den store forskel, når de køber musik og et par sokker.

I min generation er musik noget, man elsker, noget eksistentielt, noget, der flytter verden, gør dine tanker og følelser større, når det rammer dig vel at mærke. Når jeg hører en god plade, er det ligesom at få et brev fra en god ven, der har været det samme sted i sit liv, som jeg har været. Jeg identificerer mig med det. Det er derfor jeg bliver ramt. Der oplever jeg, at en stor del af de unge i dag ikke bliver ramt. Men heldigvis er der nogen. Når de f.eks. selv begynder at spille her, så begynder de at dykke ned i noget.

I dag er det meget blevet en social ting, du er nødt til at have de samme plader som dine kammerater i klassen. Det betyder ikke en skid, om du kan li' det eller ej. Det er socialt på samme måde som andre modeting. Det synes jeg er synd. For mig kommer sange ind et helt andet sted. Det er måske derfor de unge ikke efterlyser Mariah Carriey og sådan noget i min verden. De ved godt, det er et helt andet spil, vi spiller. Det er ligesom to adskilte ting. Hvis vi har lavet en god sang om en posedame, så kan du ikke komme længere væk fra den nye EyeQ.

Det sociale og kunsten.

Ole: Udover det kreative er det jo også en social proces. Og mange af jeres sange har også et socialt indhold?

Bo: Jeg betragter alt, hvad vi laver, som kunst. Jeg ved altid, når jeg har skrevet en god sang, eller når jeg har hældt den lige ud af ærmet, fordi vi havde for travlt. Jeg ville hade, hvis jeg havde noget med på en plade, jeg ikke gik ind for kunstnerisk. Jeg kan sagtens krølle tæer over noget på en plade, men det er ikke over udgangspunktet, det er over noget, der ikke er lykkedes for os i studiet. Det er virkelig sket for os mange gange gennem årene.

Jeg har altid forsøgt at forholde mig så ambitiøst som muligt til alt, hvad vi laver. Når vi går i studiet, forsøger vi at lave den bedste cd, vi overhovedet kan på det tidspunkt. Vi gør det bare ud fra noget andet end de sædvanlige skønhedskriterier. For mig kan der ligge noget frygtelig smukt i en lille unge, der synger en sang. Efter 24 cd'er kan det stadigvæk få hårene til at rejse sig. Jeg ved, når noget klinger ærligt og oprigtigt. Der er ikke noget, der er musikalsk i orden, hvis det ikke rører mig. Lige meget hvor perfekt og dejligt og rent der synges.

Ole: Men niveauet er teknisk blevet meget bedre gennem årene, er det ikke fordi, det alligevel er "de bedste" der bliver hængende?

Bo: Jo, de bliver bedre og bedre. Man kan ikke lade som om, at folk, der har beskæftiget sig med musik og teater i fem år, ikke bliver bedre. Hvis jeg går ind lige nu og siger til de store, lav lige en andenstemme, så er der en andenstemme, før jeg selv har tænkt den igennem. Det kan de fuldstændigt. Men for mig er der nogle principper i at alle er med. At det er lysten, der driver værket, men jeg sætter ikke en unge, der synger grimt og falsk til at synge en sang. Så si'r jeg: "prøv lige at hænge på et halvt år mere, prøv at synge med de andre".

En stor gruppe, der synger sammen, er noget af det bedste til at lære at ramme tonerne. Der kommer desværre mange børn og unge til mig, hvor der slet ikke er nogen musiktradition derhjemme. De har kun hørt musik, og det har været i forbifarten. De aner ikke, hvordan man rammer en tone, de aner ikke, hvordan deres egen stemme er. Hvad angår at være med på en cd, bliver jeg nødt til at gå ind og sige: "Du bliver sgu ked af det her om tre år, når du hører det. Du ved, det ikke er fedt, og jeg ved det, og dine kammerater ved det". Der er ingen grund til at gøre det nu. Da er det bedre lige at snappe efter vejret.

Ole. Hvordan rekrutterer du egentlige børnene, og hvornår stopper de?

Bo: Nogen finder mig pga. opslag her i huset, nogen hører om det blandt kammerater og kærester. Og de stopper helt naturligt, når de bliver der i begyndelsen af 20erne, når de får en lille lejlighed og nogle lampetter.

Hvis du tager både sanggruppen og teatergrupperne, så er det nogle meget stabile grupper. Folk der bliver bidt af det, de får lyst til at dykke længere ned i det.

Vi har aldrig haft nogle optagelseskriterier. Men man skal ha' lyst, og man skal ha' den råstyrke, det også kræver. Lige nu har sanggruppen et repertoire på 85 sange. For en lille unge der har lidt svært ved at læse dansk, da er det sgu en pæn sjat lige at komme omkring. Når vi er ude at spille, tager vi en kalejdoskopisk rejse gennem alle de bedste numre fra alle pladerne. Flere af numrene er desværre mere aktuelle nu, end da vi lavede dem.

Ole. Hvordan er forholdet mellem det nære miljø og det globale i de emner I tager op?

Bo: Vi har lige været i Sydafrika og spille til FN's Verdenskonference Mod Racisme. Så det er ikke bare en intellektuel diskussion, de har det helt inde på ansigtet, og de kommer til at tage stilling til deres eget liv, contra dem i Sydafrika. TV2 lavede en udsendelse dernede, hvor mange af vores børn snakkede meget fornuftigt. Vi snakkede om racisme, vi havde oplevet på vores egen krop, vi snakkede om, hvor danske vi egentlig selv var. Halvdelen af sanggruppen er ikke danskere i traditionel forstand. Vi skal ikke mere end en generation eller to tilbage. Min egen far var polak. Der er ingen, der har stien ren på den måde.

Jeg bliver altid imponeret, når jeg hører vores børn snakke. Og jeg fortæller dem aldrig, hvad de skal mene. Mit bud på, hvad folk skal mene ligger nok i sangene, det er her jeg er ærligst. Det er, fordi jeg betragter sange, som noget meget helligt, fordi jeg er af den tradition, jeg er. Så det er det eneste sted, jeg ikke må snyde, hvor jeg ikke må være poppet og hurtig. Hvis børnene overhovedet får nogen "arv" fra mig, er det, at det var det eneste sted, hvor vi i hvert fald ikke var "sjove" eller fiffige eller hurtige. Vi må godt være sjove og pjatte, det skal bare være sådan, at sangene ikke kan røres.

Ole. Nu snakkede du om, at vi alle har nogen fremmede i bagagen, men hvad med de nye danskere. Er der kommet mange indover her, og hvad har det evt. betydet?

Bo: Der er nogle stykker. Det er svært at sige om de er repræsentative for andet end sig selv. For det jeg har med at gøre, det kræver, at man kan rimeligt godt dansk. For både teaterstykkerne og sangene er meget sprogligt orienterede. Hvis du som en meget gebrokken nydansker også skal lære 85 sange, så er du godt på toilettet.

Det ligger heller ikke så meget i deres tradition at opsøge mig, opsøge teater og sang og musik. Heldigvis kommer der nogen. Men det er altså dem, der taler godt dansk og har danske venner.

Ole. De kunne ellers give et tilskud, der ville være anderledes, give nye vinkler på tingene?

Bo: Bestemt ja. Men de er der dog. Og de snakker ud fra deres verden, når vi snakker.

Amatør kontra professionel.

Ole: Musikerne på pladerne er professionelle. Hører de til her på Vesterbro, bortset fra dig?

Bo: Jeg allierer mig altid med nogle professionelle musikere. Jeg lefler ikke for det primitive. På nogle af vores tidlige plader var vi meget lidt professionelle, og det var jeg lidt ked af. Det skulle ikke leve i kraft af, at folk syntes, at det da var meget skægt at høre to pædagoger og gang i den. Men det skulle kunne høres i forlængelse af al mulig anden musik. Ligesom vores digtsamlinger er kommet på etablerede forlag, og ikke er fotokopierede. Jeg har altid syntes, at man skulle tage børn og unge alvorligt, og faktisk på voksenverdenens præmisser. De skulle ikke være sådan en tredjerangs vare.

Musikerne, der er med, er nogle jeg sådan er stødt på henad vejen, og som er med som vores backingband. De bor ikke nødvendigvis her på Vesterbro. Det er vigtigt, at det er nogen, man har det godt med i et studie.

Ole: Hvad med din musik og tekster. Har du da nogle, som er gode sparringspartnere.

Bo: Nej, her stoler jeg mest på mig selv. Det er meget sjældent, jeg har andre indover. Jeg går efter børnene og de unges fornemmelser nogen gange. Man kan altid mærke på dem, hvad de synes er bedst ramt. Det kan sagtens være en lille stille ting. Vi har jo aldrig lavet børnemusik. Det har jo altid været børn, der lavede voksenmusik. Hvis jeg havde været en smart kommerciel dims, så havde jeg jo gjort ligesom alle de andre. Jeg er jo ikke idiot. Jeg ved godt, hvad man bør gøre her i verden. Så der ligger altså en meget klar politisk holdning i ikke at sige: "Hvad vil folk have", men vende den om og sige: "Hvad vil vi give".

Det ligger både mellem mig og børnene, hvor jeg tænker, hvor er de, og hvor har de brug for at komme hen. Med cd'erne laver vi alt det forkerte, hvis vi talte ud fra et kommercielt synspunkt. Om der kun var to der ville købe vores plader, tror jeg ikke, jeg ville tænke anderledes. Jeg vil ikke blive manager for EyeQ, eller Creamy. Jeg vil rykke, jeg vil røre. Og jeg ved jeg rører dem, jeg er sammen med. Det ved jeg kontant fra breve og folk, der ringer 10 år efter. Det bliver jeg personligt rørt over. Derfor ved jeg, at jeg gør en forskel. Jeg ved, det virker. For mig er kunstnere folk, der har en historie, der skal fortælles, som har et desperat håb om, at der er nogen i den anden ende, der har lyst til at høre deres historie. Kunstnere er folk, der ikke kan lade være.

Ole: Tror du der er et skifte på vej?

Bo: Hver gang jeg har lyst til at sige ja, så dukker der noget op på underholdningsfronten, hvor jeg tænker: "Okay, det varer altså et kvarter endnu". Men bøtten er nødt til at vende, ellers er vi en uddøende race. Her i huset er vi bedst til at spille live. Dage hvor det lykkes, tro mig, da er det englelyd. Da jeg var ung, var der også bare nogle, der fabrikerede sokker, det er ikke noget nyt, maskinen er bare blevet stor, så hele det eksperimenterende lag bliver væk. Lige nu ser jeg nogle, der arbejder i undergrunden, og så dem der er så mainstream, at de har råd til at lave videoer. Der er ikke nogen af de bands, jeg kender, der har råd til det. Og vi ved godt, at skal man igennem den mængde, der er, og med al det der reklame, så er man nødt til at ha' så stort et apparat og en million kroner i banken for at folk overhovedet bliver opmærksomme på, at du har lavet en lille cd.

Ole: Vesterbro Teater- og Sanggruppe efter Bo Schiøler?

Bo: Findes ikke.

Ole.- Kunne det ikke lade sig gøre at lave noget lignende, det er jo ikke sikkert du holder evigt?

Bo: Det gør jeg i hvert fald ikke. Det, jeg laver kræver kondition. Du er nødt til at være fysisk og psykisk stærk.

Ole: Du har ikke gjort noget for, at det kan fortsætte, det er jo en tradition, der har været vigtig, for en række børn og unge gennem årene.

Bo: Jeg tænker hverken meget i fremtid eller i fortid. De børn, jeg har med at gøre, de tænker i nutid. Vi er altid frygteligt optaget af det, som vi har gang i nu. Hvis jeg siger "Vi lever på Vesterbro" eller "Kattejammerrock" til de børn, der lever her nu, så kan de slet ikke forholde sig til det. Vi har nogle gamle plakater hængende, og de synes det er sjovt, men museumsagtigt. Det er meget fedt, og det er med vilje, jeg har det hængende, de skal vide, at de er en del af en kæde.

Men det er aldrig struktur, der rører børn og unge, det er mennesker. Og jeg har været så heldig, at jeg har kunnet røre nogle børn og unge. Jeg kunne være så fræk at sige, at det vi gør, er knyttet så tæt til mig som kunstner og sangskriver, og de holdninger jeg har. Jeg kan ikke se nogen komme og lave en Bo Schiøler Jam, så er det bare endnu en gimmick, og en hyggelig ting. Nej, der skal nogle andre finde deres helt eget.

Jeg håber, den der kærlighed til musik, på en eller anden måde bliver alvorlig igen. Fordi musikken har betydet så meget for mig, synes jeg, det er virkelig synd, at børn og unge skal vokse op uden at ha' den dimension i deres liv, ikke som en gimmick, men som noget, der kan gøre deres liv større.

Formanden, Ejgil Bank Olesen  sagde bl.a. i sin tale:

Der går en direkte linie fra Gerda Tillisch’ sanglege i baggården i Absalonsgade til Bo Schiølers rock i Vesterbros Ungdomsgård. Begge udfordrer – og begge respekterer børnene og de unge.
Begge ”kan” det med musik.

Da Bo Schiøler foreslog, at vi skulle synge Jens Vejmand som indledning til denne festlige dag, studsede jeg et sekund.

Den gamle vise var ikke lige det første forslag, der ville falde mig ind.

Men så tænkte jeg: hvor er det logisk.

Der går også en lige linie fra Jeppe Aakjærs socialrealistiske poesi og til Vesterbro Ungdomsgård.

Fra ”Rugens sange”:
”Og vender du tilbage i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest….”

Til ”Rotternes gade”:
”De frostklare stjerner fryser
kun Slamsuger-Kurt holder varmen
hvorfor komme kold – og med forbehold
mens Sandhed tar Løgn under armen”

”Rotternes gade”, hvorfra ovenstående citat stammer, er navnet på en teaterforestilling, en CD og en bog, som Vesterbro Ungdomsgård skabte i 1998. Temaet var byfornyelse.

Gensidig respekt

Et sted i bogen skriver Bo Schiøler:

”Hvis jeg tager børnene og de unge alvorligt, vil de også på et tidspunkt tage sig selv alvorligt.

Og så vil de spille rollen ud af bukserne.

…

Det, der sker med deltagerne, er, at de får selvtillid.

De får mulighed for at sige til sig selv og andre: Vi kan lave noget, der dur – som har betydning for bydelens udvikling.

De får en oplevelse af, at når de synger og spiller sammen  - så kan de spille så godt, at det kan røre nogle menneskers hjerter på den ene eller den anden måde”.

Og rørt, det bliver vi!

Eller som det hedder i en anden af sangene:

”Fra fugt og lugt
til smart og smukt
der knokles på livet løs
pragt til hver tøs
og pompøs til hver knøs
og præsten selv bliver lidt religiøs”

En af de unge deltagere i forestillingen skrev efterfølgende:

”Man lærer lidt om livet, som man nok ikke lærer andre steder.

Det er ikke en gave, man får med hjemmefra, og det er heller ikke en gave, man får med fra skolen.

Jeg har aldrig betragtet Bo som en lærer på den måde, men mere som en lærer i livet.

For samtidig med, at han underviser os i teater, så er han jo også god til at være vores ven.

Han er meget på lige fod med os – selv om vi godt er klar over, at det er ham, der kører med klatten.”

Gensidig afhængighed

….. Og ja, det ER nok Bo Schiøler, der ”kører med klatten”.

Men hvem har egentlig fortjenesten?

I et samarbejde som det, der foregår på Vesterbro Ungdomsgård kan man ikke skille det ad.

Hvad var Bo Schiøler uden børnene og de unge?

Hvad var de uden ham?

Det er unikt, det der foregår.

Bo Schiøler siger selv:

”Der er ingen blandt publikum, der har viden om, hvor stor en arbejdsbyrde der ligger bag ved et produkt. Men gruppen selv ved, at en sang er noget, man øver sig på, og når man synger den, giver man en masse af sig selv. Hvis publikum leger lidt med på legen, kan de måske høre, at den lille pige godt kan synge et eller andet, der er spændende at høre på. En sang, der er lidt anderledes end det, de ellers hører på derhjemme.”

Der skal lyttes til børn og unge  

I det forrige nummer af Menighedernes Daginstitutioners medlemsblad beskriver jeg, hvorledes to modsat-rettede tendenser gør sig gældende for tiden:

På den ene side ønsket om mangfoldighed og valgmuligheder.

På den anden side kravet om kontrol og topstyring.

Et eksempel på det sidste er et direktiv fra Københavns kommune om, at hvert børnehavebarn skal udstyres med en ”mappe” med eksempler på det enkelte barns produktioner samt en pædagogisk beskrivelse af barnets potentiale, interesser og behov.

En meget respektabel ide, hvis den vokser ud af en bestemt praksis, hvor børn og voksne går ind for den.

Men en parodi på ”Big Brother”, hvis det sker i form af et direktiv.

I det netop afsluttede projekt om alternativer til videoovervågning, arbejdedes der også med børneinterviews.

En dag var der en lille fyr, der sagde:

”Jeg vil ikke fortælle noget!

Du skal skrive, at jeg ikke vil fortælle noget”.

Børn og unge har deres egen mening om tingene.

Og den mening skal der lyttes til.

Ellers får man ikke børnenes og de unges mandat til ”at køre med klatten”.

Musik og teater – redskaber til handling

Bo Schiøler skriver:

”Jeg oplever, at børn og unge sidder på hver sin lille øde ø med deres forskellige små projekter – og så modtager de hele tiden ny viden uden at prøve at omsætte den i handling, hvilket jeg tror, at de skal for at forstå det, de ser.”

Der er altså noget Bo Schiøler vil med samarbejdet:

Han vil have de unge og børnene til at handle. Gøre noget. Og det kan han give dem redskaberne til, gennem musik og teater.

Bo Schiøler kan nemlig to ting.

Han kan finde balancen mellem at lytte og tage ansvar.

Og så kan han det udefinerlige. Han er kunstner.

Og når børnene oplever det, så anerkender de det straks. De søger det. Og de vokser ved det.

Vi har det alle i os. Lykkelig det barn, der får lov til at udvikle det i mødet med mennesker som Bo Schiøler.

Indstillerne

Bo Schiøler var indstillet af projektkoordinator Nina M. Juel Faustman, Programmedarbejder DR og BU Vibeke Juel Bengtsson, Stemmetræner DR og Danmarks Journalisthøjskole Jørgen Torp, leder af Brønshøj Børnekulturhus Niels Jørgen Madsen og daginstitutionsleder Else Klit Jensen.

De skrev bl.a.:

”Vi ønsker at indstille Bo Schiøler på baggrund af hans 30 årige sociale, pædagogiske og kulturelle pioner arbejde. Det væsentlige for Bo Schiøler i hans arbejde med børn og unge er arbejdsprocessen, ikke om de har gode sangstemmer, selvtillid eller lyst til rampelyset. Arbejdet og hele processen skaber det rum for barnet og den unge, hvor de tør at turde noget, de aldrig har prøvet før. Det vigtigste for Bo Schiøler er, at indgyde dem mod og selvtillid eller hjælp til selvhjælp via de kreative processer.

Vi indstiller også Bo Schiøler til Gerda Prisen, fordi hans banebrydende måde at arbejde med børn og unge på, har været et eksempel for mange pædagoger fra Skagen til Gedser eller København til Bornholm og Ærø".

På selve dagen var det imidlertid de unge selv fra Vesterbro Ungdomsgård, der hyldede Bo Schiøler med ord og sang og lagde forsamlingen for deres fødder.

Også overborgmester Jens Kramer Mikkelsen var til stede og beskrev i en varm og meget personlig tale hvor stor betydning Bo Schiølers arbejde har, ikke alene for Vesterbro Ungdomsgård men for byen København, ja for hele landet, hvor Bø Schiølers sange er blevet klassikere. Jens Kramer Mikkelsen har fulgt arbejdet gennem årene og har ved sine møder med børnene og de unge glædet sig over,  hvor meget de kan drive det til, når de rette voksne giver dem mulighederne.

Efter selve prisoverrækkelsen var Prinsesse Alexandra på besøg i ”Pakhuset”, som også gennem årene har haft fornøjelsen af et samarbejde med Bo Schiøler, og hvorfra indstillingen til Gerda Prisen oprindelig kom.

Også her optrådte Bo Schiøler på slap line – nu med børn fra Pakhuset i alle aldre.

Børn skal sprudle

Jeg er et barn af 60'erne. Dengang var der nogle muligheder for legelyst og eksperimenter. Nu skal alting kunne betale sig, kunne være fornuftbegrundet, skrivebordsklart og også økonomisk kunne betale sig, eller i det mindste hvile i sig selv.

Nu er det som om eksperimenternes tidsalder svinder ind.

Dengang Haarder var undervisningsminister, begyndte han at tale om, at nu skulle man være opmærksom på både højre og venstre hjernehalvdels betydning. Erhvervslivet havde brug for kreative mennesker. Det var ikke kreativitet, der lå Haarder på sinde. Næ, det var økonomiske- samfundsmæssige årsager, der gjorde kreativiteten interessant.

Det var ikke det musisk kreative menneske, Haarder tog hensyn til, det var erhvervslivets behov for mennesker, der kunne tænke og omstille sig.

Ganske kort tid efter så opdagede man desværre, at børnene ikke kunne skrive og regne, og så blev al tilløb til kreativitet pillet ud af folkeskolen igen.

Lige nu kan jeg ikke se nogen politisk vilje ovenfra, med et krav om at børn skal sprudle.

Jeg er et barn af Bernadotteskolen. Jeg er nødt til at sige det. Og jeg tænker meget på, hvor stor betydning, det har haft for mig, at jeg lærte Adrian Bentzon at kende og spillede jazz. C.C.Kragh Müller var forstander og et par år senere kom jeg over på Katrinedalskolen, hvor Inge Merete Nordentoft arbejdede meget tæt sammen med Bernadotteskolen.

At lægge et landskab ud

Det, der betyder noget for børnene, er mennesker, der kan inspirere.

Som ganske ung var jeg på besøg på Summerhill skolen. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg prøvede straks at indføre noget tilsvarende selv: børnemøder o.s.v.

Og så tænker jeg: hvor er det vigtigt med inspiration.

Når mine børn fra Vesterbro kommer og spørger mig om godt og ondt, alle de der store spørgsmål, som alle børn løber rundt med, så tænker jeg på min egen barndom og ungdom, og på, hvad der gjorde en forskel i mit liv. Og jeg er sikker på, at det er enkeltindivider, der har gjort en forskel for mig.

Skøre, skæve eksistenser, i den virkeligt gode betydning. Mennesker, der ville noget, der følte noget. Og derfor bliver jeg så bekymret, hvis jeg er på et seminarium og jeg spørger eleverne: "Men hvad vil I bruge jer selv til?"

Og så kommer der sådan et stort, højt, kollektivt "Øhhhee..!" fra hele klassen.

Det kan jeg slet ikke forstå. De har meldt sig til det mest farlige og frække og højrøvede af alle job, jeg overhovedet kender, nemlig at have med andre mennesker at gøre, og ha' den utrolige magt, der hedder at kunne påvirke.

De studerende kommer jo til sin tid til at påvirke. På godt eller ondt. Ikke nødvendigvis med store armbevægelser og store overskrifter. Men som menneske. En påvirkning som barnet opfatter her og nu eller om ti år.

Træder du i karakter, så betyder du en virkelig forskel i børnenes og de unges liv. Og så har de studerende ikke engang taget stilling til, hvad de har at byde på. Altså selv!

Jeg mener, enhver ved vel efterhånden, at man er nødt til at starte med sig selv, hvis man vil sprede noget ud.

Hvis jeg dukkede op på Vesterbro uden min kærlighed til musik, uden at have kendt skøre dansklærere, der gav mig lov til at skrive mine stile på højkant, så det lignede digte, og ikke almindelige vandrette stile...!

Ja, hvis jeg ikke havde mødt den slags mennesker, så ville jeg ikke have nogen kærlighed at give videre, for jeg ville jo ikke selv have modtaget den.

Jeg havde tre kristne piger i praktik. En dag spurgte de, om de måtte have deres kors hængende, og om børnene godt måtte vide, at de var kristne. Jeg var målløs. For jeg ville aldrig skjule, hvis jeg var påvirket af noget, og det var centralt i mit liv.

Jeg vil ikke propagandere for noget. Jeg har aldrig sagt til mine børn, hvad de til sidst skulle tro eller stemme på eller gøre.

Jeg vil meget, meget gerne være med til at lægge landskaber ud. Sådan at børnene ved præcist, hvad jeg mener og tænker og tror på og holder af.

Og så skal de nok selv drage deres egne konklusioner og vælge deres egen vej ud fra det.

Frygten for indoktrinering

Voksne er fantastisk bange for indoktrinering. De er bange for, at noget af deres personlighed skal smitte af på andre. På børnene. Det skulle være helt omvendt. Man skal give af sig selv til børnene og de unge. Man skal håbe på, at de kan bruge bare noget af det.

Pædagoger skal ikke være et serviceorgan, der sidder og spørger: "Hvad har I lyst til ?"

"Hvad har I lyst til ?" Det kan børn og unge ikke vide, hvis de ikke kender landskabet, hvis de ikke har et grundlag at vælge på.

Den ultimative konsekvens er, at det repræsentative demokrati falder fra hinanden.

Der er noget, børn endnu ikke har forstand på, noget de endnu ikke ved, at de har lyst til. Voksne må træde til og sige: "Jamen vi ved, hvad der er godt for jer." Vi ved det, for vi er ældre, vi har det inde i kroppen. Vi har været der selv.

Hvis jeg spurgte børnene på Vesterbro: "Hej, kunne I tænke jer at komme i Tivoli 360 dage om året?" Jeg lover dig, de ville sige: "Jæaaa!!!" Hver gang!

Hvis jeg spurgte dem: "Skal vi en gang om ugen gå på geologisk museum og en gang om ugen gå på Glyptoteket?" Nul huller... Det bliver Tivolituren, der vinder.

Hvis jeg lavede barndommen til en lang mental Tivolitur, så ville det være det, der vandt. Det har noget med kreativitet at gøre.

At skabe eller forbruge

Det er det ældgamle spørgsmål: at være aktiv eller passiv, tilskuer eller deltager. Det er forskellen mellem at skabe eller forbruge.

Det repræsentative demokrati falder fra hinanden, hvis man ikke har den tiltro til, andre tager sig af det, som jeg ikke kan tage mig af.

Jeg kan ikke have forstand på det hele, og derfor vælger jeg på nogen områder nogen, som jeg har tiltro til. Jeg ved, at den, jeg stemmer på, har arbejdet med tingene, og jeg stoler på, at de og de ting er i gode hænder, hvis min kandidat tager sig af det.

Jeg ved af erfaring, at dette at arbejde med en sag kræver noget, men det giver også øget indsigt. Man vokser af det.

Landskabet bliver større og rigere, og ens valg bliver kvalificerede og ægte lystbetonede.

Hvis du lægger al ting ud til folk: "Hvad har I lyst til? Hvad vil I? Hvad gider I?"

Det der ord "lyst", det er jeg rigtig, rigtig bange for.

Men det vækker modstridende associationer. For lyst har to betydninger. Selvfølgelig skal der være noget overordnet lystbetonet i det, man gør.

Hvis børnene kommer til mig og tror, at hver dag er sjov, med stort S, så er jeg nødt til at skuffe dem og sige: "Nej, I vil opleve nogen dage som sjove, nogen dage som trælse, hårde, og nogen dage vil I kede jer i tykke stråler."

Men jeg tillader mig på deres vegne at sige: "Men jeg ved faktisk jeg tror, jeg ved hvad der er godt for jer at opleve gennem drama, gennem teater, sang, musik. Jeg synes, jeg har forstand på det.

Børnene og de unge kan ikke rigtig måle det her og nu. Det kan de måske se 10 år efter. Nogen ser det aldrig. Det har bare gjort noget ved dem. Noget godt.

Den enkle musik

Du kan sagtens få nogen til at efterligne, efterabe. Meget af vores "kreativitet" her i landet går desværre på at efterligne angelsaksisk musikkultur. Du kan sagtens få nogen til at interessere sig for hiphop, rap, pop og rock. Men det er vanskeligt for børn og unge at skabe det på egne præmisser. Det gror ikke naturligt og ægte ud af børnenes egen kultur, børnenes egne erfaringscirkler.

De store passive ting, der er oppe i tidsånden: "popstars", "børnenes melodi grand prix" disse ting, hvor du bare affotograferer voksenverdenen, affotograferer pladeindustrien og dens behov. Du vender tilbage til "Pusle Helmuth", og hele den gamle opfattelse af "børnestjerner". Og så kalder vi det "kreativitet".

Der er meget lidt kreativitet i det. Det er bare at lure voksenverdenen af. Det er voksne, der skaber det hele. Det er voksne, der laver korografi og det hele. Det er voksne, der sørger for det fungerer. Og så sidder børn og er blevet forbrugere. Og pladerne sælger voldsomt, og TV får seere og man følger det kollektivt med hud og hår.

Det har bare ikke noget med kreativitet at gøre.

Ethvert barn kan jo høre, at hvis de vil spille noget musik selv, så er springet enorm i mellem det, de hører, ser og forbruger og det, de selv kan lave. De kan ikke komme i nærheden af det, og så bliver guitaren lagt væk, og sangen forstummer.

Hvis jeg var diktator, så skulle vi starte med den enkle musik. Komme i gang der, hvor det er brugbart fra begyndelsen og straks klinger.

Fra vores første plade var det en pointe, at alle skulle kunne spille sangene. Det måtte ikke være mere kompliceret, end at alle kunne være med på hvert sit niveau.

Min egen kærlighed er mest til enkel musik. Jeg elsker det der. Enkel Beatles, tidlig Bob Dylan,Tom Dooley, Se den lille kattekilling. Alle børn kan finde ud af at skifte toneart på rimene.

Jeg elsker det

Og det er derfor, jeg synes, guitaren er så genial. Tre greb på en guitar, og du kan være "musiker ved lejrbålet".

Så jeg tænker: Lad børnene bare komme i gang med noget alle kan være med til. De, der føler kærlighed for det, de skal nok gå videre.

De skal nok få udvidet deres landskab.

De obligatoriske fag

I min egen diktaturstat er der indført et fag, der hedder kunst. Musik alene er for snævert et begreb. Selv om musikken skulle have mange flere timer. Men der skulle også være drama, lyrik, kunsthistore, etik, musikhistorie, alt mulig. Jeg kunne blive ved og ved. Der skulle være dans, skabende arbejde: tegning, farver og masser af leg.

Ikke altid dybtgående, for de, der er bidt af kreativitet, skal nok gå videre. Men alle vil kende det landskab, jeg taler om, og alle kan så træffe deres valg i det landskab.

Morgensangen skulle genindføres. Ingen spurgte os, om vi havde lyst. Man kan ikke stille børn frit i alle situationer. Frit imellem hvad? Det aner de ikke. Morgensangen gav et fælles kulturelt grundlag, salmer, Jeppe Åkjær, rytmiske sange, alt hvad landskabet har at byde på.

Det er alle pædagogers ansvar, så hæderligt som de kan, at lægge landskabet ud, vise hvad der eksisterer.

Daginstitutionen har ikke fag. Så meget desto bedre, for så har du ikke noget, der skal opretholdes. Du har ingen eksaminer. Du har alle mulighederne. Mulighed for at lege. Du har mulighed for at indføre de ting, jeg taler om i hverdagen eller på specielle dage, hvor man sætter timer af til rytmik og sang, og alle mine kunstfag, så de bliver en naturlig del af livet.

Det jeg hader, det er at kreativitet er ved at blive en unaturlig del af hverdagen.

Kreativitet skal ikke være noget, nogen specielle mennesker, med nogen specielle holdninger og færdigheder går rundt og kan. Kvaliteten skal skabes i marken. Børnene skal vokse op med digte, med musik, med kunst.

Jeg ville indføre et andet ord end kreativitet, det ord er misbrugt og forslidt. Men modtrykket imod kreativitet er så enormt for tiden.

Derfor ser vi unge identitetsløse mennesker. Rodløse børn. De "er" ingen ting, når de ikke har oplevelsen af selv at gøre en forskel som en del af et fællesskab. Der skal løftes i flok. Din plads er livsvigtig for helheden.

Om du stikker med kniv, eller lige bliver guitarist, det afgøres af, hvilke voksne du møder, og hvilke landskaber du får set.

Men jeg vil naturligvis kun være diktator, hvis jeg bliver valgt til det. Ordenligt og på demokratisk vis. Nemlig!

Vesterbro ungdomsgård vil gerne bruges i kirkerum.

Der er alternativer til den "drømmefabrik og tæppebankerpop", som tv og store pladeselskaber suger børn ind i, siger Bo Schiøler, der snart har 30-års jubilæum med musik i Vesterbro Ungdomsgård.

Børnestjerner

Af Tanja Parker Astrup og Jeanette Ringkøbing.

En cd med en af tidens barnestjerner koster en million kroner at producere og reklamere for. For den pris kan Vesterbro Ungdomsgård udgive adskillige skiver. Forskellen står at læse på bundlinjen, men den største forskel ligger i filosofien bag børnemusik.

"Vi laver musik, fordi vi elsker det og gerne vil kommunikere budskaber ud. Pladeselskaberne tænker kynisk på, hvordan de kommer ind under dynen til de 12-årige", siger musiker, digter, dramatiker og meget mere, Bo Schiøler.

"Der er kommet en kommerciel formel for, hvad børn vil have. Alt skal være sjovt. Men børn tager ikke skade af, at sangene handler om noget. Det behøver ikke være en drømmeverden, men måske blot en arbejdsdag. "Når min far kommer hjem, er min mor lige gået", er jo så simpelt, men siger en masse", mener han.

Han fejrer næste år 30-års jubilæum med musik i Vesterbro Ungdomsgård, hvor børn og unge mellem 9 og 22 år spiller teater og musik, synger og danser. I foråret udgav Ungdomsgården sin cd nummer 25. Triple-albummet 'Kunst", der vakte stor anmelderbegejstring.

"Vi sætter os mellem alle stole. Det er en dyd. Musikken og teksten kan forstås på mange planer - ligesom Olsen-banden, der er utrolig politisk for voksne, mens de for børn bare er sjove, fordi Benny halter og hopper, når han går", siger Bo Schiøler, der har modtaget adskillige kulturpriser og legater for sit arbejde på Ungdomsgården. Senest Gerda Prisen 25. juni i år.

Tidligere udgav pladeselskabet Universal (dengang Polygram, red.) musikken, men da selskabet begyndte at blande sig i, hvem der skulle spille og producere skiftede Vesterbro Ungdomsgård til et af Danmarks mindste pladeselskaber. Universal sidder i dag på halvdelen af børnemusikmarkedet og omsætter for 25 millioner kroner årligt - 10 til 15 procent af selskabets samlede omsætning og en markant stigning fra 1990'erne. 300.000 cd'er og dvd'er køber børnepublikummet.

Overvåger børnene

Bo Schiøler oplever, hvordan pladeselskaber, reklamefolk og modelbureauer overvåger og udplukker potentielle børnestjerner fra Ungdomsgården. Et eksempel er Regina, der pumpede ud i TV 2's reklameblokke omkring jul sidste år. Nu er hun væk.

"Tit bliver nogle af vores børn kontaktet, og jeg er altid på tæerne. Jeg prøver at være filter mellem godt og snot i forhold til, hvad børnene bliver brugt til", siger han og fortsætter:

"Selskaberne gør det kun af en grund: Kasseapparatet skal ringe. Det er ikke for børnenes skyld. De kalkulerer fuldstændig kynisk med, hvor meget de kan sælge. De har typisk flere i "stald", og den hest som kommer i mål, fortsætter de med, de andre hører aldrig mere. De står tilbage med skuffelsen over nogle pseudovoksne, som lovede".

Børnestjernerne underskriver typisk kontrakter, hvor de intet får for at optræde. Optrædenerne bliver kaldt promotion i stedet for job. Der er netop indført en grænse på 20 job for melodigrandprix børnene fra DR, der efterfølgende deltager i turneer. Men derudover kan de lånes ud til individuelle arrangementer i storcentre og lignende.

For pladesalget får de fra få op til 10 til 12 kroner per solgt eksemplar. Men først når pladen har tjent sig selv hjem. Det betyder mellem 15.000 og 20.000 solgte cd'er for en produktion til en million kroner. Bo Schiøler kalder kontrakterne og betalingsforholdene "uanstændige".

I Vesterbro Ungdomsgård får ingen private penge. Overskud bliver sat ind på "De unges konto" og brugt kollektivt i Ungdomsgården. Drengene har for eksempel lige fået nyt badeværelse.

"Hos os er der også børn, som brillerer, men inden for fællesskabet. Ingen får blæresyndrom eller kan ikke gå almindeligt i skole dagen efter en optræden. Sang og musik skal være et værktøj til fællesskab og omvendt. Vores filosofi er, at børn bliver gode af tryghed, fællesskab og solidaritet og så gør de hinanden bedre".

Vennerne skrider

Bo Schiøler kender barnestjerner, hvor hele vennekredsen splittes. Som får veninder ved at love, at de må danse på deres musikvideoer. Så længe det varer. For mange stjerner falmer lige så hurtigt, som de skyder op.

"De kan ikke overskue, hvad der forventes af dem. Og bagefter skal de til at bygge hele tilværelsen op igen og være et almindeligt barn og gå i skole. De skal til at tænke: Har jeg bare en veninde tilbage, fordi jeg er sød?", siger han.

"Barnet bliver forskruet, hvis det ikke er fantastisk robust og står solidt på egne ben - og hvem gør det som 10 til 12-årig? - og hvis det ikke har forældre, som forklarer, at den her ballon varer et kvarter, så bliver der prikket hul på den. Og forældrene kan være lige så forskruede. Ser barnets succes som en genvej til selv at komme i Se og Hør og til penge, hvis de ikke kan vinde i lotto".

Børnemusik foregår på de voksnes og de mainstream musikkøbmænds præmisser, mener Bo Schiøler. Og det går ikke kun ud over stjernerne, men også børnepublikummet:

"De får fornemmelsen af, at der kun findes tæppebankerpop. Hele den lolita-ting med piger, der stiller sig op i bare maver og danser, som de voksne ønsker. Musik bliver en vare som sokker, makeup eller legetøj. Der er intet hjerte".

"Tiden er til laveste fællesnævner og mainstream udnyttelse af børn - hele tiden med en tvist af originalitet så de ikke opdager det. Hvis børnene kunne gennemskue det, var de bakket ud".

Til toppen af siden

Webmaster & design: Ole Bundgaard Tlf: 38 79 00 35