Kunstnere 

Home

 

Debat 2004


DJBFA’s hæderpris d. 29. marts 2004


Bo Schiølers takketale for at have modtaget prisen:

Jeg vil gerne sige 10 mill. gange tak til Arne og DJBFA’s bestyrelse fordi I valgte mig som een af dem, som sku’ modtage årets hæderspris.

Jeg blev ringet op om prisen på en grå vinterdag, hvor intet funkede, hvor alt var op ad bakke - hvor alle folk sku’ punkes til at glemme deres ukreative modvilje og vinter- træthed.
Så ringede telefonen. Om jeg ku’ være til stede her idag?....Om jeg ku’ modtage prisen?
Det ka’ I tro! Med glæde og med stor stolthed!!!

For mig, er det en kæmpe ære at blive sat pris på af kollega’er...af sangskrivere!
For mig, er de at skrive sange, noget helligt, . Det er det eneste sted, hvor jeg må og skal være totalt ærlig, u-smart og givende.
En god sang er et brev. En historie, fra mig som bli’r afsendt - i håbet om at der er bare een modtager!...En som genkender hjerteslaget og føler sig på bølgelængde!

Jeg vil gerne sige tak til Tom Lunden (fra Bifrost) som fik mig ind i DJBFA..
En kæmpe tak til Rikke Carlsson (fra “Arbejderen”) som altid har kæmpet for Vesterbro Ungdomsgård - Og en stor tak til Jens Birkedal, som ud over at være en fremragende bassist - er min højre hånd i alle kreative gøremål. Og en kæmpe mega-tak til Peter Litthauer fra pladeselskaber Sundance, fordi han altid har bakket op om cd-projekterne fra Vesterbro.

Jeg vil gerne sige tak til Vesterbro Ungdomsgård - under eet - for at være sådan et frit og anarkistisk hus...at det ka’ rumme, en bums som mig, på 38. år!

Og sidst men ikke mindst: En gigantisk tak til alle de mange hundrede børn og unge fra Vesterbro - som har stillet deres råstyrke og store musikalitet til rådighed igennem alle årene... -Så jeg havde mit eget definerede symfoniorkester at skrive sange til!!!

..............

Jeg er utrolig glad, fordi jeg var barn i 50’erne. - - Som 12-årig sad jeg under bordet i en Rocker Cafe` i Vanløse og hørte Brenda Lee, Everly Brothers, Little Richard og Elvis på juke boxen. Jeg var solgt på stedet!!!

Jeg var ung med Bob Dylan, Leonard Cohen og John Lennon...Sange ku’ handle om alt...rock’en ku’ møde lyrikken...Jeg var helt solgt!!!

Og indimellem var der nogle skøre skolelærere, som lærte mig sange af Nordahl Grieg, Jeppe Aakjær m.m. Og jeg tænkte: Bare jeg havde skrevet “Jens Vejmand” eller “Kringsat av Fjender”.
Det var dejlige tider: Sangene måtte HANDLE om noget! - Og vi måtte sidde i RUNDKREDS for regeringen. - Og Christiania måtte gerne bevares!!! Jeg var solgt!!! - Og jeg blev sangskriver!. Og det er - efter min mening - noget af det smukeste og fornemste, man ka’ blive på denne jord.

10 mill. gange tak til bestyrelsen.
Nu går jeg sgu ned på Vesterbro og blærer mig! (Jeg er blevet en ægte prismodtager!!!)
Og så går jeg hjem og ringer til et par negative nej sigere - og punker dem forårs-kåde!!!
Og så skriver jeg nok et par sange til...nogen go’e nogen med masser af oprør og social-realisme...!
 - Nogen sange der HANDLER om noget!

Tak for hædersprisen!
 

 


Webmaster & design: Ole Bundgaard Tlf 38 79 00 35